Førstedame Michelle Obama er Hillary Clintons bedste våben mod Donald Trump
Michelle Obama talte dunder til kandidaten, der afviser sexanklager som led i sammensværgelse.
WASHINGTON — Frådende af raseri efter anklagerne fra en stribe kvinder om sexchikane har Donald Trump kastet alle hæmninger og erklæret total krig mod Hillary Clinton. På valgmøder beskyldte Trump nyhedsmedier, multinationale firmaer og Clinton-apparatet for at have organiseret historiens største sammensværgelse for at underminere hans valgkamp.
I West Palm Beach sagde Trump, at Clinton-maskinen er edderkoppen i spindet, der ser ham som en eksistentiel trussel mod det globale establishment:
»Enhver, der udfordrer deres kontrol, bliver udskreget som sexist, racist, fremmedhader og moralsk anløben. De vil angribe dig, de vil svine dig til, de vil forsøge at smadre din karriere og din familie. De vil lyve, lyve, lyve.«
De vanærende kommentarer om vores kroppe. Manglen på respekt for vores ambitioner og intelligens. Troen på, at en mand kan gøre, hvad han vil med en kvinde. Det er brutalt. Det er skræmmende. Og sandheden er, det er sårende.Michelle Obama, USA's førstedame
Mens antallet af kvinder, der anklager Trump for seksuelle overgreb, voksede til mindst seks, valgte Hillary Clinton at gå i flyverskjul og overlod til Michelle Obama at lede modangrebet.
I en af valgkampens mest delte taler på de sociale medier trådte USA’s førstedame frem som Clintons bedste våben mod Trump, især når det handler om at appellere til kvindelige vælgere.
I New Hampshire hudflettede Obama den kontroversielle rigmands nedsættende og aggressive udtalelser om kvinder på et bånd fra 2005.
»Jeg har lyttet til det, og jeg tager det personligt,« sagde hun i en følelsesladet tale: »De vanærende kommentarer om vores kroppe. Manglen på respekt for vores ambitioner og intelligens. Troen på, at en mand kan gøre, hvad han vil med en kvinde. Det er brutalt. Det er skræmmende. Og sandheden er, det er sårende.«
Førstedamen afviste Trumps udtalelser om, at det blot er mandesnak fra omklædningsrummet:
»Det er en fornærmelse mod alle mænd. De mænd, som I og jeg kender, behandler ikke kvinder på den måde. De er kærlige fædre, der bliver syge af tanken om, at deres døtre skal udsættes for denne slags ondskabsfulde tale om kvinder.«