Kontroversiel boksepromotor skulle introducere Trump: Brugte N-ordet
Den mildest talt farverige Don King talte over sig, men forsøgte at redde situationen ved at holde sig til 'negro'.
Stemningen blev noget akavet, da den kontroversielle boksepromoter Don King skulle introducere præsidentkandidat Donald Trump ved et vælgermøde i en kirke i Cleveland i USA.
Her kom Don King til at sige 'nigger'. Det skriver blandt andet CNN og The Guardian.
»Jeg fortalte Michael Jackson, at 'hvis du er fattig, så er du en fattig negro'. Jeg ville have brugt N-ordet. Men er du rig, så er du en rig negro. Hvis du er intelligent og intellektuel, så er du en intellektuel negro. Hvis du er en dansende nigger - jeg mener negro - så er du en dansende negro,« sagde Don King og grinede med publikum ifølge CNN og tilføjede:
»Du vil være en negro, til du dør.«
Donald Trump fremtvang et lidt anstrengt smil, mens Don King begav sig videre i sit oplæg og blandt andet sagde, at »alle hvide kvinder bør stemme på Donald Trump.«
Don King er kontroversiel, fordi han i mange år har været en del af showbusiness i USA som boksepromoter for stjerner som Muhammed Ali, Evander Holyfield og Mike Tyson. Tilbage i 1966 blev Don King dømt for manddrab og sad fire år i fængsel. Han blev senere benådet.
I sin tale henvendte Donald Trump sig til sorte amerikanere ved blandt andet at sige, at belastede områder i de større byer er »mindre sikre end Afghanistan.«
»Hvad har I at tabe?« spurgte Donald Trump retorisk ifølge The Guardian.