Presset Donald Trump inviterer på middag - men det koster en halv mio. dollars
Donald Trump er presset på pengepungen. Nu forsøger han at bejle til rige donorer i Californien for at dække hullet i budgettet.
Nu kan du få lov til at spise middag med Donald Trump.
Hvis du altså har omkring en halv mio. dollars vel og mærke.
Rigmanden og Republikanernes præsidentkandidat har før meddelt, at han har var rig nok til, at han ikke behøvede blive »købt« af donorer. Men noget lader til, at Donald Trump alligevel får brug for hjælp udefra.
I hvert fald er Donald Trump rejst til solskins-staten Californien på den amerikanske vestkyst for at være vært ved en række fundraising-arrangementer, hvor deltagerne skal betalte enorme summer for at deltage.
Det skriver The Guardian.
De enorme summer er nærmere bestemt helt op til næsten en halv mio. dollars for de dyreste billetter. Men mindre kan også gøre det - for 2.700 dollars kan du komme inden for døren, men der følger hverken middag eller billede med Donald Trump med.
Beløbet fra billetterne skal angiveligt bruges til at komme tættere på Hillary Clintons kampagnebudget. Officielle tal viser, at Hillary Clinton gik ind i juli med 42 mio. dollars i kampagnekassen, mens Trump kun rådede over et beløb på 1,3 mio. dollars.
Ifølge tal fra The Guardian er Trump også historisk set dårligere til at rejse penge. I maj tikkede små 3,1 mio. dollars fra donorer ind på Trumps kampagnekonto. I samme periode indsamlede Hillary Clinton 28 mio. dollars.
Donald Trumps middagsselskaber og fundraising arrangementer vil finde sted i løbet af ugen. Donald Trump vil bl.a. være til stede i private hjem i bydelene Rancho Santa Fe i San Diego og Bel Air i Los Angeles.
Rancho Santa Fe er et af USA's mest velhavende kvarterer, mens det er ved et event i Bel Air, at den højeste billetpris lyder på en halv mio. dollars ifølge Los Angeles Times.
Arrangementerne holdes af en række milliardærer, heriblandt den tidligere ejer af LA Dodgers Jamie McCourt, Madeleine Pickens, der er ekskone til den berømte milliardær T Boone Pickens fra Texas, samt en række forretningsmænd- og kvinder inden for alt lige fra ejendomme til fitness og finansiering.
Det viser bl.a. en lækket invitation fra eventet i Rancho Santa Fe.
Californien er en såkaldt »blå stat« - altså en stat, hvor størstedelen af vælgerne stemmer på Demokraterne. Men Trump har svoret, at han vil forvandle både Californien og New York, der også er en solid blå stat, til primært at stemme på Republikanerne ved valget i november.
De fleste analytikere anser dog dette som en fantasi, skriver The Guardian.
Nedenfor stiller Jyllands-Postens »Det Ovale Kontor« spørgsmålet: Er Trump ved at køre sin egen kampagne i sænk?
Jyllands-Postens USA-korrespondent Jørgen Ullerup og redaktør på Kongressen.com Anders Agner er med i studiet.