Slut med svinekød i USA's statslige fængsler
Over 200.000 indsatte kan ikke længere få serveret svinekød til måltiderne - svineproducenterne er frustrerede.
Fra og med uge 40 vil det ikke længere være muligt for USA's over 205.000 indsatte i landets føderale fængsler at få svinekød serveret ved måltiderne.
Det har den amerikanske regering bestemt, efter at en undersøgelse har vist, at svinekød er en af de mest upopulære fødevarer i fængslerne, og man har derfor vurderet, at det er spild af regeringens penge at blive ved med at købe det.
»Svinekød har været det mindst populære mad blandt de indsatte i årevis. Hvorfor blive ved med at servere det, når folk ikke vil spise det?,« siger Edmond Ross, en talsmand for fængselssystemet, Bureau of Prisoners (BoP) til Washington Post.
Angiveligt bærer prisstigninger på svinekød også en del af skylden for, at regeringen finder det OK at strege det fra menuen. BoP har derfor valgt at servere kalkunbacon for de indsatte som erstatning for "det rigtige" bacon.
De amerikanske svineproducenter er ikke overraskende meget frustrerede over at miste en så stor kunde, og svineproducenternes organisation, National Pork Producers Council, vil nu undersøge til bunds, hvordan man kan få fængselssystemet til at skifte mening og genindføre svinekød.
»Vi forstår, at folk, der sidder i fængsel, skal have frataget visse rettigheder, men vi mener ikke, at bacon bør være én af dem,« siger Dave Warner, som er talsmand for svineproducenterne, til Fort Worth Star Telegram.
Svineproducenterne stiller desuden spørgsmålstegn ved undersøgelsens rigtighed og finder det »svært at tro på«, at flertallet af de indsatte ville sige nej tak til bacon.
Muslimske og jødiske indsatte må i forvejen ikke spise svinekød, men Edmond Ross påpeger, at det ikke er af religiøse årsager, at man har valgt at gå uden om flæskestegen.
»Der bliver taget religiøse hensyn ved måltiderne, men det har ingen betydning for menuen på nationalt plan,« siger han til Washington Post.
Edmond Ross vil ikke gisne om, hvorvidt et eventuelt øget antal muslimske og/eller jødiske indsatte kan have påvirket undersøgelsens resultat. Derimod nævner han, at de indsatte er blevet mere bevidste om, hvad de spiser, og at flere har valgt at leve som vegetarer eller veganere.
Det er stadig muligt for indsatte at få bacon indenbords, hvis de ønsker det. Der er kiosker i fængslerne, hvor der er mulighed for at købe færdiglavet bacon og andre snacks lavet af grise.
Ud over de indsatte i USA's statsejede fængsler under BoP er der yderligere flere millioner i fængselssystemet, som sidder i privatejede fængsler eller lokale arresthuse. De er ikke berørt af regeringens svinekøds-indgreb.