Fortsæt til indhold
USA

Kendt hjernekirurg er nu mere populær end Jeb Bush

63-årige Ben Carson er lige nu førsteudfordrer til Donald Trump, ifølge meningsmålingerne.

Los Angeles

For det meste er det ejendomsmilliardæren Donald Trump og den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush, der stjæler overskrifterne, når der bliver skrevet om det republikanske primærvalg.

Angrebene fyger af sted mellem de to profilerede kandidater både i avisernes spalter og på tv, hvor Donald Trump senest har lavet en reklame for sin kampagne, hvor Jeb Bushs syn på immigrationen til USA bliver angrebet ganske kraftigt.

Men samtidig med, at de to dagligt kommer med stikpiller til hinanden, er en helt tredje kandidat i stilhed ved at have fået ganske godt fat i de republikanske vælgere.

Det er den tidligere børnekirurg Ben Carson, der lige nu oplever fremgang i de nationale meningsmålinger. Faktisk i et omfang, der giver ham et bedre udgangspunkt end den tidligere Florida-guvernør Jeb Bush.

I et gennemsnit af de seneste nationale meningsmålinger, lavet af hjemmesiden realclearpolitics.com, er Carson således placeret som nummer to i feltet af republikanske kandidater.

I målingerne, der er foretaget mellem 11. august og 30. august, står Ben Carson således til at få 12 procent af de republikanske stemmer. Et stort spring frem fra de 6,2 procent, som Carson lå på i slutningen af juli måned.

I modsætning til flere af sine republikanske kollegaer har Ben Carson valgt ikke at gå til angreb på Donald Trump, hvilket har fået den klart mest eksponerede af alle de amerikanske præsidentkandidater til at omfavne den 63-årige pensionerede læge.

"Jeg kan virkelig godt lide Ben Carson. Han er en fin mand. Han er min ven, og han klarer sig også godt," lød det således fra Donald Trump under et vælgermøde i sydstaten South Carolina i sidste uge, ifølge amerikanske medier.

Fælles for de to er også, at de begge stiller op uden politisk erfaring og er gået til valg på et budskab om, at de nuværende politikere i Washington er ineffektive og har fået amerikansk politik til at gå i stå.

Ben Carson hyggede sig efter den første tv-debat mellem de førende, republikanske kandidater sammen med forhåndsfavoritterne Marco Rubio (tv.) og Jeb Bush. Lige nu er Carson mere populær end de to.

Ben Carson har da også et CV, der gør det svært ikke at have et grundlæggende positivt syn på ham. Carson var således i mange år leder af børneafdelingen for hjernekirurgi ved det prestigefyldte John Hopkins Hospital i den amerikanske by Baltimore.

Det var da også på dette hospital, at Ben Carson som den første stod i spidsen for et hold af læger, der i 1987 lykkedes med at skille to siamesiske tvillinger, der sad sammen i hovedet, ad.

Operationen tog 22 timer og blev foretaget med hjælp fra omkring 70 læger. Siden stod Ben Carson i spidsen for andre lignende succesfulde operationer.

Bedrifterne i den medicinske verden førte til, at Ben Carson i løbet af 00'erne modtog adskillige priser for sit arbejde. I 2008 blev han tildelt den højeste, civile anderkendelse, som det amerikanske samfund kan tilbyde. Det skete, da præsident George W. Bush i 2008 tildelte den såkaldte præsidentielle frihedsmedalje til Ben Carson.

Politisk set tilhører Ben Carson højrefløjen i det republikanske parti, og han har da også gjort sig bemærket undervejs i valgkampen med flere hårdtslående budskaber. Han måtte tidligere i kampagnen undskylde, da han havde sagt, at fængsler var med til at gøre de indsatte homoseksuelle.

Carson har flere gange tidligere sagt, at han mener, at homoseksualitet er et valg og var modstander af homoseksuelle ægteskaber, inden den amerikanske højesteret i juni afgjorde, at det var en forfatningssikret ret.

Han har desuden plæderet for en hårdere kurs over for indvandring fra Mexico, ligesom han anser klimadebatten for at være irrelevant og er fortaler for et mere ureguleret marked.

Ben Carson har fra starten fokuseret sin kampagne i de stater, som først skal stemme om det republikanske kandidatur, og her oplever han da også en stor popularitet. Det viste den seneste meningsmåling fra staten Iowa, hvor vælgerne som de første skal stemme til februar.

Som et af de mest klare eksempler på, hvordan Donald Trump har erobret den politiske dagsorden hos Republikanerne, har Ben Carson i lighed med flere af modkandidaterne været forbi den amerikansk-mexicanske grænse i løbet af valgkampen. Carson var på besøg i Arizona og har også markeret sig som en "strammer" i indvandringsdebatten.

Her er Ben Carson således helt lige med Donald Trump, som ellers fører stort på den nationale scene. I målingen, der er foretaget af universitetet Monmouth University, ligger de begge til at få 23 procent af stemmerne lige nu.

Selvom afstemningen i Iowa historisk set langt fra giver et præcist billede af hvem, der i sidste ende står som den endelige kandidat, så kan valget give et vigtigt rygstød til en kandidat som Carson til at blive mere langtidsholdbar, som valget skrider frem.

Hvad der er nok så vigtigt i målingen, er de tal, der beskriver, hvor meget vælgerne i det hele taget bryder som de personer, der stiller op. Her fører Carson således ganske klart i Iowa, hvor 81 procent af vælgerne har en mere positiv end negativ opfattelse af ham. For Donald Trump gør det sig eksempelvis kun gældende for 52 procent af vælgerne.

Det er ifølge en af de ledende skikkelser i Ben Carsons kampagne, Armstrong Williams, også det tal, som er det vigtigste for kampagnen, har han sagt til tv-stationen CNN.

Selvom tallene ser bedre og bedre ud for Ben Carson er der dog lang vej op til Donald Trump i de nationale målinger. Her fører den kontroversielle rigmand med 26,5 procent af stemmerne, hvilket er 14,5 procentpoint bedre end Carson.

Meningsmålingerne og den krigeriske atmosfære i det republikanske felt gør dermed ikke den anden tv-debat mellem kandidaterne 16. september mindre interessant. Den vil blive vist på CNN og finder sted på mindebiblioteket for det republikanske ikon Ronald Reagan i Californien.