Fortsæt til indhold
USA

Den værste direktør og banebrydende kirurg vil være USA's næste præsident

Feltet af potentielle republikanske præsidentkandidater blev udvidet med to mandag.

Los Angeles

Mandag blev feltet af republikanske præsidentkandidater udvidet med to ganske markante skikkelser. Den 60-årige tidligere øverste direktør hos it-virksomheden HP, Carly Fiorina, samt den 63-årige tidligere hjernekirurg, Ben Carson.

De markerer samtidig henholdsvis den første kvindelige og den første sorte kandidat blandt de mest toneangivende republikanere.

Bedst chancer for at blive valgt til Republikanernes præsidentkandidat til valget i november 2016 af de to, må Ben Carson siges at have, som det står lige nu.

Carson er længe blevet opfordret til at stille op af højrefløjen i det republikanske parti, og den 63-årige kirurg nyder stor opbakning hos Tea Party-bevægelsen.

Ben Carson har således markeret sig i den offentlige debat med nogle særdeles skarpe holdninger til blandt andet homoseksuelle og den nuværende præsident Barack Obamas sundhedsreform.

Sidstnævnte kritiserede han i 2013 under en tale ved et politisk møde i den amerikanske hovedstad Washington D.C.

"Obamacare (Barack Obamas sundhedsreform red.) er i virkeligheden det værste, der er sket for dette land siden slaveriet. På en måde er det slaveri, fordi reformen gør os afhængige af staten, og det har aldrig handlet om sundhed. Det har handlet om kontrol," sagde han ifølge avisen Washington Post.

Tidligere i år måtte han undskylde, efter han under et interview med tv-stationen CNN havde sagt, at homoseksualitet var et valg, man traf som menneske. Måske var det ikke holdningen i sig selv, der efterfølgende fik bølgerne til at gå højt, men måske mere argumentationen bag, som fik Carson til at undskylde.

"Der er mange mennesker, der er heteroseksuelle, når de bliver sat i fængsel, men når så de bliver løsladt igen, så er de homoseksuelle. Så skete der noget, da de var derinde? Stil lige dig selv det spørgsmål," sagde Ben Carson.

Senere fortalte han til den konservative radio- og tv-vært Sean Hannity fra Fox News, at han ikke ville give flere udtalelser om sit syn på homoseksuelle.

"Hver eneste gang, jeg får lidt medvind, så siger den venstreorienterede del af pressen: lad os tale om homoseksuelles rettigheder. Den kommer jeg ikke til at hoppe på fremover," sagde han.

Ben Carson opnåede stor berømmelse, da han som den første lykkedes med at adskille siamesiske tvillinger, der sad sammen i baghovedet, i 1987.

Inden Ben Carson bekendtgjorde sit kandidatur på en scene i hans hjemby Detroit havde et kor både sunget en version af Eminem-sangen "Lose Yourself" og en version af den Europa så berømmede fodboldsang "You'll Never Walk Alone".

Hvor Ben Carson kommer med et flot cv fra sin professionelle karriere, men hvor punktet politiske tillidshverv er helt og aldeles tomt, forholder det sig omvendt med Carly Fiorina.

Fiorina blev ellers betragtet som et stjerneskud inden for forretningsverdenen, da hun i 1999 blev chef hos HP efter 19 år hos teleselskabet AT&T. Men de høje forventninger blev ikke indfriet, og det i en grad så Carly Fiorina er en ganske sikker deltager, når erhvervsmedier laver lister over de værste direktører nogensinde.

30.000 stillinger blev nedlagt i virksomheden under Fiorina, der også stod i spidsen for en fejlslagen fusion med konkurrenten Compaq i 2002. Virksomheden mistede tilmed halvdelen af sin værdi på aktiemarkedet, inden Carly Fiorina i 2005 blev tvunget til at træde tilbage af virksomhedens bestyrelse.

Faktisk havde finansverdenen mistet så meget tillid til Carly Fiorinas evner, at HPs aktie på et tidspunkt var steget med over 10 procent den dag, hvor hendes fratrædelse blev offentliggjort.

Carly Fiorina gjorde sig for første gang bemærket på den poltiske scene i 2008, hvor hun arbejdede for John McCains valgkampagne, da han var oppe imod Barack Obama ved præsidentvalget.

I 2010 blev det så hendes egen tur, da hun vandt den republikanske nominering til at blive partiets kandidat ved midtvejsvalget i 2010 til en plads i Senatet for Californien.

Hun tabte dog valget til den siddende, demokratiske senator Barbara Boxer.

Den tidligere guvernør i Florida, Jeb Bush, er stadig favorit til at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Hvor Ben Carson måske har de bedste chancer af de to for at ende som Republikanernes præsidentkandidat, så er det dog, som det ser ud lige nu, en ganske lille chance i det store billede.

Et gennemsnit af de troværdige meningsmålinger, som hjemmesiden realclearpolitics.com har foretaget, giver lige nu Ben Carson 4,8 procent af stemmerne blandt de stemmeberettigede republikanere. Blot en enkelt procent af de adspurgte peger på Fiorina.

Tirsdag ventes det af flere amerikanske medier, at Mike Huckerbee, der også tidligere har forsøgt at blive den republikanske præsidentkandidat, vil offentliggøre sit kandidatur. Han ligger i øjeblikket på 8,3 procent af stemmerne.

I spidsen er det dog stadig det tredje bud på en præsident fra Bush-familien, Jeb Bush, der har et forspring på tre procentpoint til Wisonsins guvernør Scott Walker. 15 procent siger, at de vil stemme på Bush ved de republikanske primærvalg.

Hverken Walker eller Bush har dog formelt offentliggjort deres kandidatur endnu.