Nu er det republikanske felt endelig på plads
De republikanske kandidater skændes internt, mens den 16. kandidat tirsdag meldte sig på banen.
Los Angeles
Tirsdag eftermiddag blev det republikanske felt af præsidentkandidater udvidet til 16. Men nu stopper det også.
Ohios guvernør John Kasich blev dermed den sidste af kandidaterne til officielt at skyde sin kampagne i gang med en tale tirsdag eftermiddag.
63-årige Kasichs chancer for at ende som Republikanernes endelige præsidentkandidat ved valget i november 2016 synes lige nu små, men faktisk har han flere ingredienser, der gør ham til en interessant kandidat.
Han har således både siddet i Repræsentanternes Hus i Washington og sidder nu som guvernør i staten Ohio. Det er en såkaldt svingstat, som kan gå begge veje ved et præsidentvalg, og der er det selvfølgelig ikke en ulempe at kunne fremvise, at man har vundet to gange.
Sidste gang var oven i købet så tidligt som november 2014 og endda med 64 procent af stemmerne. Ifølge tv-stationen CNN stemte 60 procent af de kvindelige vælgere, 59 procent af dem, der kaldte sig moderate vælgere samt 26 procent af de sorte vælgere på Kasich ved valget i 2014.
Det er alle sammen befolkningsgrupper, som partiet har haft svært ved at få fat i ved præsidentvalg.
John Kasich gjorde sig dog grundigt upopulær blandt flere af sine republikanske partifæller på landsplan, da han i 2013 valgte at tage imod penge fra præsident Barack Obamas sundhedsreform, som har været en torn i øjet på flere republikanske toppolitikere.
Men måske partiet alligevel godt kunne bruge den form for pragmatisme, som John Kasich har udvist og formentlig også vil slå på under de forestående primærvalg, der skal finde partiets endelige kandidat.
Republikanerne har i hvert fald brugt de sidste dage på at skændes højtlydt internt, efter at den kontroversielle rigmand Donald Trump har oplevet kraftig medvind i de seneste meningsmålinger.
Et vægtet gennemsnit af de fem seneste af slagsen, foretaget af hjemmesiden realclearpolitics.com, sender i øjeblikket Trump i spidsen med 18 procent af stemmerne.
69-årige Trump har snart lagt sig ud med alt og alle. De eneste toppolitikere, der efterhånden ikke er kede af, at han stiller op, skal man nok finde hos Demokraterne, der ikke er kede af, at Donald Trump skaber så meget ballade i det republikanske felt.
I staten Iowa, som er den første, der skal stemme om de republikanske kandidater, har avisen The Des Moine Register, der er blandt de største i staten, tirsdag taget bladet fra munden og i sin leder opfordret Trump til at trække sit kandidatur.
"På bare fem uger har han forurenet de politiske farvande så meget, at seriøse kandidater, der rent faktisk har egenskaberne til at sidde som præsident, ikke kan trænge igennem med deres budskaber," skrev avisen i sin leder tirsdag.
Allerede om få uger vil Trumps popularitet formentlig have en direkte konsekvens for flere af de republikanske kandidater. Det sker 6. august, hvor tv-stationen Fox News er vært for den første debat mellem de republikanske præsidentkandidater.
Eller det vil sige kun for 10 af dem. For med det rekordstore felt af vægtige kandidater, har tv-stationen allerede for måneder siden annonceret, at den kun vil invitere de 10 kandidater med de bedste resultater i de nationale meningsmålinger, der leder op til debatten.
Det vil, som snittet ser ud lige nu hos realclearpolitics.com, betyde, at eksempelvis John Kasich og Rick Santorum, der kun blev slået af Mitt Romney ved det republikanske primærvalg i 2012, ikke vil blive inviteret til den vigtige debat.
Her skal Donald Trump for første gang i en direkte debat med sine republikanske rivaler, og her skal han nok få kam til sit hår. De ni øvrige på scenen vil således næsten alle som en have undsagt ham i kraftige vendinger i tiden op til debatten.
Kun senatoren Ted Cruz har de seneste dage ikke villet sige noget om Trumps udfald, senest mod den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, hvis status som krigshelt Donald Trump har sat spørgsmålstegn ved.
Den barske kritik har dog ikke ladet til at gøre noget ved Trumps popularitet. Tværtimod. Hans meningsmålinger er faktisk kun blevet bedre, mens han er blevet kastet rundt i en politisk tornado.
Tv-debatten kan således også blive Trumps mulighed for at vise sig mere som en politiker end en realitystjerne, sådan som nogle af hans kritikere har kaldt ham.
I så fald kan det også være, at online-mediet Huffington Post bliver nødt til at ændre sin tilgang til Trumps valgkamp. Huffington Post offentliggjorde således i sidste uge, at det ikke længere var muligt at følge med i Donald Trumps valgkamp under sektionen politik.
Har man lyst til at følge Donald Trumps kampagne skal man nu søge efter nyhederne under sektionen underholdning.