Fortsæt til indhold
USA

Aktivister vil bruge 55 år gammel lov til at anholde betjente bag 12-årigs død

Politiformand har langet hårdt ud efter lokale aktivister i Cleveland i forbindelse med en sag om en skuddræbt 12-årig.

Los Angeles

Sagen om den 12-årige Tamir Rices død i efteråret 2014 har taget en overraskende drejning. Rice blev skudt af en betjent i storbyen Cleveland i Ohio, da han havde sigtet mod forbipasserende i en park med en legetøjspistol. Den 12-årige dreng døde af senere af sine kvæstelser.

Dødsfaldet skete i samme periode, som USA ventede på, om betjenten Darren Wilson ville blive tiltalt for drab på den 18-årige Michael Brown i Ferguson. Den sag endte med, at betjenten gik fri, og det scenarie ønsker Rice-familiens støtter ikke se gentaget i sagen fra Cleveland.

De har derfor fundet en lokal lov frem fra 1960, som kun i meget sjældne tilfælde er blevet brugt. Loven siger, at hvilken som helst person med kendskab til en sags fakta kan indgive en svoret erklæring til en dommer, der så skal finde et grundlag for at udstede en arrestordre.

Og de erklæringer er blevet indgivet til byretten i Cleveland tirsdag.

"Vi venter stadig på, at retssystemet forfølger retfærdigheden i Tamir Rices navn. Der er gået mere end seks måneder siden hans tragiske dødsfald, alligevel står folk tilbage uden svar og uden, at der er nogen, der er blevet stillet til ansvar," skriver prædikanten Jawanza Colvin, der er et ledende medlem af støttegruppen, i en pressemeddelelse tirsdag.

Overvågningsbilleder har vist, at der kun gik omkring et sekund for, at betjentene var ankommet, til at 12-årige Tamir Rice blev skudt.

Helt konkret har gruppen gennem flere erklæringer bedt om, at der udstedes arrestordrer på de to betjente Timothy Loehmann og Frank Garmback fra den lokale politistyrke. Loehmann var betjenten, der skød Tamir Rice ét sekund efter at være ankommet til stedet, hvor drengen opholdt sig.

Alarmopkald til politiet havde fortalt, at der gik en dreng rundt og sigtede på forbipasserende i parken med noget, der mindede om en pistol. Flere af opkaldene fortalte dog også, at der formentlig var tale om en legetøjspistol.

Efterforskningen af sagen har været meget langstrakt og blev først afsluttet i starten af juni over et halvt år, efter episoden havde fundet sted. Det har blandt andet betydet, at Rice-familien endnu ikke har kunnet begrave liget af den 12-årige dreng.

Sagen blev således først overdraget til anklageren i sidste uge. Anklageren vil præsentere sagens beviser for en storjury, der skal tage endelig stilling til, om der skal rejses tiltaler mod de to betjente.

Ifølge Rice-støtterne har den 12-åriges mor, Samaria Rice, blandt andet måttet bo på et herberg, fordi udgifterne til advokatbistand har været så høje, under sagens forløb.

Det var netop en storjury, der består af civile personer, som i Michael Brown-sagen endte med ikke at rejse tiltale mod Darren Wilson. Timothy Loehmann og Frank Garmback har, siden sagen startede, været fjernet fra patruljering og i stedet haft skrivebordsarbejde

Selvom sagen er blevet overdraget til anklagemyndigheden, så meddelte sagens anklager, Timothy J. McGinty, i forbindelse med, at erklæringerne blev indgivet, at hans efterforskning af sagen stadig ikke var færdig.

"Så snart, at efterforskningen er færdig, og i tilfældet Tamir Rice er dette ikke tilfældet endnu, vil alle beviser og ekspertvurderinger blive fremlagt for storjuryen," sagde anklagerens talsmand, Joe Frolik, til den lokale netavis Cleveland.com.

Støttegruppens tiltag møder heller ikke opbakning fra den lokale politiforening i Cleveland. Langt fra endda. Over for Cleveland.com lancerede foreningens formand, Steve Loomis, et decideret personangreb mod de, der havde indgivet erklæringerne.

"Det er meget trist at se, hvor trist livene må være for disse selvudnævnte aktivister, borgerrettighedsledere og gejstlige," sagde han.

Støttegruppens ledelse omfatter foruden prædikanten Jawanza Colvin også en universitetsprofessor. Steve Loomis mener desuden, at erklæringerne kan være meget skadelige for retssystemet.

"Det er en meget farlig leg at forsøge at tvinge embedsmænd til at rejse sager under direkte eller indirekte indflydelse af en folkedomstol," sagde han.

Ifølge Cleveland.com kan det tage flere uger, før sagen vil blive præsenteret for en storjury.