Fortsæt til indhold
USA

USA fik endelig sin nye justitsminister

166 dage skulle der gå, før Loretta Lynch kunne tiltræde sit embede.

Los Angeles

"Mine damer og herrer. Det var på tide!"

USA's vicepræsident, Joe Biden, var i særdeles godt humør, da han mandag eftermiddag dansk tid tog den nye amerikanske justitsminister i ed.

Selvfølgelig fordi, at Biden er overbevist om den nye ministers kvaliteter, men bestemt også fordi, at der skulle gå næsten et halvt år, før den nye minister endelig var på plads.

For egentlig blev den 55-årige jurist Loretta Lynch allerede i november måned offentliggjort, som præsident Barack Obamas valg til at afløse Eric Holder, hvis forhold til de republikanske kongresmedlemmer efterhånden var så dårligt, at han i sidste ende måtte gå af.

Om det var en ny hengivenhed over for Holder, som han selv lavet sjov med i marts, er ikke til at sige. I hvert fald blev Lynchs obligatoriske bekræftelse i Senatet udsat flere gange. Egentlig ikke fordi, der var et flertal imod Lynch, men fordi Republikanerne og Demokraterne ikke kunne blive enige om ordlyden i en lovgivning om trafficking.

Eric Holder sagde fredag farvel til medarbejderne i Justitsministeriet. Han var blandt de kun tre ministre, der var tilbage fra det oprindelige ministerhold, som Barack Obama satte umiddelbart efter sin indsættelse som præsident i januar 2009.

Heldigvis for Loretta Lynch er hun vant til at arbejde på den lange bane. Hun beskrev i et interview med avisen Wall Street Journal i 2014, hvordan hendes barndom havde været lidt "nørdet", som hun selv formulerede det.

Hun tilbragte således ganske mange timer af sin barndom i den lokale retsbygning sammen med sin far, der var præst i den lokale baptistkirke.

Det var dog ikke fordi hverken faderen, Lynch selv eller hendes to søskende for den sags skyld altid rodede sig ud i problemer. Far og datter sad i retsbygningen Durham i North Carolina ikke langt fra den by, hvor Lynch voksede op, så den unge Loretta Lynch kunne studere procedurerne, når advokaterne var på arbejde.

Familiens interesse for arbejdet i det amerikanske retssystem kom ikke fra fremmede. Loretta Lynchs bedstefar arbejdede i 1930'erne som bonde og præst. Men han hjalp også sorte amerikanere flygte fra retsforfølgelse i sydstaterne under de såkaldte Jim Crow-love, der sørgede for den segregation, der var lovfæstet i sydstaterne fra 1870'erne og frem til 1960'erne.

Eksempelvis var det i North Carolina ikke lovligt for sorte amerikanere at sidde de samme steder som hvide amerikanere på de offentlige biblioteker.

Systemet begyndte at gå i opløsning 1950'erne og særligt da den 42-årige Rosa Parks nægtede at flytte sig fra sit sæde i en bus til fordel for en hvid person i december 1955 i Alabama, kom der skub i borgerettighedsbevægelsens kamp for ligestilling mellem sorte og hvide amerikanere.

De sidste Jim Crow-love blev ophævet i 1965.

Loretta Lynchs far, Lorenzo Lynch, var et af flere familiemedlemmer, der var til stede ved Lynchs indsættelsesceremoni. Lorenzo Lynch, der selv er præst, fik æren af at være med til at holde på den Bibel, som hans 55-årige datter håndspålagde under sin ed.

Loretta Lynch bliver dermed den første sorte, kvinde til at kunne kalde sig justitsminister her omkring 50 år efter, de sidste Jim Crow-love blev ophævet.

Men racespørgsmålet er bestemt ikke et overstået kapitel i amerikansk historie, hvilket flere aktuelle sager netop inden for Loretta Lynchs ressortområde da også understreger.

Hun tiltræder således i et klima, hvor demonstrationer i Baltimore tager til i styrke over utilfredsheden med, at den 25-årige sorte mand Freddie Gray tidligere i april døde efter at have været i politiets varetægt.

Sagen er blot den mest aktuelle af en række sager, hvor sager om eksempelvis den 50-årige Walter Scotts død har fanget avisernes overskrifter. Her sidder politibetjenten Michael Slager lige nu fængslet i South Carolina, sigtet for overlagt mord på Scott.

De mange sager kommer i forlængelse af to højt profilerede sager fra 2014, hvor hvide politibetjente ikke blev sigtet for at have slået ubevæbnede, sorte mænd ihjel. Det var sagerne om den 18-årige Michael Brown fra Ferguson og den 43-årige Eric Garner fra New York.

"Vi kan genskabe tilliden og tiltroen til både vores love og til dem, som skal håndhæve dem," sagde Loretta Lynch under sin indsættelsestale.

Loretta Lynch, der er uddannet fra det prestigefulde universitet Harvard, arbejdede, inden hun blev justitsminister, som den øverste, juridiske stemme i New Yorks østlige distrikt. Her fungerede hun som de føderale myndigheders anklager, hvilket blandt andet fik hende til at stifte bekendtskab med flere terrorsager end resten af sine kollegaer andre steder i landet.

I sidste uge blev hun formelt godkendt af Senatet med stemmetallene 56-43. 10 republikanere, herunder flertalslederen Mitch McConnell, stemte med Demokraterne for at få bekræftelsen i hus.

166 dage var der da gået, siden Barack Obama officielt havde udpeget hende som sit bud på en ny, amerikansk justitsminister.