Fortsæt til indhold
USA

Stod bag massakre i biograf: Nu kommer "Batman-morder" for retten

To år efter voldsomt attentat skal massemorderen James Holmes stå foran en jury.

To røgbomber varslede det drabelige angreb i en propfyldt biografsal i byen Aurora, øst for Denver i USA, den 20. juli 2012.

Iført en gasmaske og skudsikker vest trådte James Holmes ind i biografen, hvor Batman-filmen "The Dark Knight Rises" havde premiere. Med et haglgevær, en AR-15-riffel og en pistol skød han vildt omkring sig. Kort efter havde han dræbt 12 mennesker og såret 58 personer.

To og et halvt år senere skal den nu 27-årige James Holmes endelig stå foran en jury i den sag, der kan ende med en dødsstraf.

En jury bestående af 19 kvinder og fem mænd er tirsdag blevet valgt til at lede sagen, skriver Los Angeles Times. Det sker efter flere måneders udvælgelse blandt 9.000 kandidater, siger Rob McCallum, talsmand fra Colorado Judicial Department.

Samtidig er datoen for retssagens begyndelse fastsat. De første høringer bliver foretaget den 27. april, hvorefter vidneafhøringer forventes dagen efter.

James Holmes er tiltalt for flere anklagepunkter, bl.a. mord, mordforsøg og våbenbesiddelse. Derudover havde han placeret eksplosiver i sin lejlighed, der kunne have dræbt alle, der kom ind i lejligheden.

Den såkaldte "Batman-morder" har erklæret sig uskyldig i sigtelsen ved at henvise til sin sindssyge.

Den endelige retssag er blevet udskudt flere gange, siden anklagemyndigheden i januar 2013 erklærede, at der var tilstrækkelige beviser til at indlede en retssag mod James Holmes.

Dødstraffen blev genindført i Colorado i 1976. Kun én gang siden er den blevet eksekveret.