Fortsæt til indhold
USA

"I dag er en festdag"

Malthe Thomsen er lettet, men også fast besluttet på at få myndighederne til at indrømme, at de tog fejl.

Los Angeles

23-årige Malthe Thomsen kunne torsdag aften dansk tid efter 140 dage igen kalde sig en fri mand. Selvom han ikke længere sad fængslet, og selvom han ikke længere havde fodlænke på, så var det en kæmpe byrde, der blev lettet fra hans skuldre, da pædofilisigtelsen mod ham blev droppet i Supreme Court i New York-bydelen Manhattan.

Det var da også det første, han følte, da anklageren havde læst sin meddelelse højt.

"Lettelse. Det er svært at tænke så meget i den situation. Jeg har gået og været anspændt i fem måneder, så det var den følelse, jeg sad med," siger Malthe Thomsen til Jyllands-Posten.

Han stod anklaget for at have krænket 13 børn seksuelt i den børnehave, hvor han var i praktik i New York.

I timerne efter, at sigtelsen mod ham var blevet frafaldet, gik tiden med stribevis af interview med diverse medier og et glas champagne på sin forsvarsadvokats kontor, men senere skal Malthe Thomsen med sine forældre ud og spise og måske have en drink eller to. For i dag er en god dag, fastslår han.

Efter at have siddet som pædofilianklaget i fem måneder i et fremmed land under stor mediebevågenhed, kunne man ikke fortænke den unge pædagogstuderende i at ville lægge sagen bag sig hurtigst muligt. Men sådan har Malthe Thomsen det ikke.

Han er allerede fast besluttet på at køre en erstatninssag mod delstaten New York. Anklageren holdt ved torsdagens retsmøde fast i, at den tilståelse, som hun mener, at Malthe Thomsen gav ved en af de første afhøringer i sagen, stadig gælder på trods af, at omstændighederne omkring den var noget tvivlsomme.

"De indrømmede ikke deres fejl. For mig handler det om, at de bliver stillet til ansvar for den måde, jeg er blevet behandlet op. Det har været dybt forkasteligt," siger han.

Oprindeligt havde en politibetjent fortalt Malthe Thomsen, at der fandtes videooptagelser af ham, hvor hans forbrydelse blev dokumenteret. Men de fandtes ikke, og danskeren havde skrevet under på en erklæring, der blev behandlet som en tilståelse af sagens anklager.

Det er retssystemet i New York, der er galt. Det er ikke de mennesker, jeg har mødt herovre. Jeg har altid været fascineret af USA og håber på at komme tilbage en dag
Malthe Thomsen

Ikke nok med det, så har sagen også kostet både Malthe og hans forældre dyrt i økonomisk forstand. Mere end en million kroner er familien blevet sat i gæld for at dække sagens omkostninger og det ufrivillige ophold i New York. Derfor blev beslutningen om at søge erstatning allerede taget på et tidligt tidspunkt i forløbet.

"Det er noget, vi har besluttet for et stykke tid siden. Vi har oparbejdet så stor en gæld, at vi reelt intet valg har. Det bliver nok ikke et stort beløb, vi kan få ud af det, men det handler heller ikke så meget om det," siger Malthe Thomsen.

Når det sidste glas er drukket torsdag aften, venter en hverdag igen, hvor Malthe Thomsen ikke skal se sig selv som pædofilianklaget. Men det betyder ikke, at flybilletten allerede er bestilt, og at han fredag sammen med sine forældre vil styrte mod lufthavnen.

"Vi skal kigge på flybilletter i morgen, så det haster ikke, men jeg skal hjem til Danmark inden for en uges tid. Jeg har nogle kollegaer, som jeg har været glad for, og som jeg skal sige farvel til," siger han.

Kollegaerne har blandt andet iværksat en indsamling på internettet til støtte for Malthe Thomsen, men han har ikke kunnet tale med dem under retssagen, da de var involverede i sagen som vidner.

Når Malthe Thomsen engang forlader USA, så kommer der nok til at gå et lille stykke tid, inden han igen vil sætte kursen tværs over Atlanten. Men han har ikke vendt ryggen til staterne for altid på trods af at have oplevet de mindre pæne sider af det amerikanske samfund.

"Det er retssystemet i New York, der er galt. Det er ikke de mennesker, jeg har mødt herovre. Jeg har altid været fascineret af USA og håber på at komme tilbage en dag," siger han.

I første omgang vil Malthe Thomsen dog tilbage til Danmark og færdiggøre sit pædagogstudium, som retssagen i New York har sat ham tilbage i forhold til.

"Jeg skal starte på et nyt semester til februar. Det er det semester, som jeg skulle have været i gang med nu. Jeg prøvede egentlig at lave opgaverne fra New York, men der var simpelthen for meget andet, der kørte rundt i hovedet på mig," siger han.

Malthe Thomsen behøver ikke at være i USA for at køre en erstatninssag mod myndighederne. Derfor bliver sagen overladt til danskerens forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen.