Vagter kendt skyldige i Blackwatersag
Onsdag er der fældet dom i den omstridte sag om det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater.
Der er nu faldet dom i sagen om de fire tidligere sikkerhedsvagter fra det omstridte amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater, der i 2007 skød mere end 30 irakiske civile.
En føderal jury har kendt samtlige fire vagter skyldige. Vagterne er tiltalt for tilsammen 33 overtrædelser.
En af vagterne, Nicholas A. Slatten, blev kendt skyldig i overlagt mord. De tre andre, Dustin L. Heard, Evan S. Liberty og Paul A. Slough, blev kendt skyldige i henholdsvis manddrab, uagtsomt manddrab og forsøg på manddrab. Desuden er samtlige vagter kendt skyldige i ulovlig våbenbrug.
Juryen debatterer stadig nogle af de mange overtrædelser, men dommeren, Royce Lamberth, gav onsdag juryen lov til at offentliggøre de punkter, som de indtil videre er blevet enige om.
Sagen har i årevis været fastlåst i juridiske slagsmål, og det var derfor usikkert, om der nogensinde blev afsagt dom i sagen. Retssagen fokuserede på episoden, som skete på Nisour Square lidt efter middag d. 16 september 2007. Her blev 17 irakere dræbt og 20 såret af Blackwater-vagterne.
Juryens afstemning, som nu er endt med domsafsigelse på nogle af de mange overtrædelser, har varet i siden starten af september og fortsætter stadig. Anklagerne har til sagen indkaldt 72 vidner, herunder irakiske ofre, deres familier og tidligere kolleger til de fire Blackwater-vagter.
Sagen skabte i 2007 omgående oprør i pressen i USA og Europa.
Her havde der gennem længere tid været en diskussion om, hvorvidt koalitionen i Irak overhovedet skulle anvende private sikkerhedsfirmaer – herunder ikke mindst det kontroversielle amerikanske Blackwater.
Blackwater havde også tidligere deltaget i krigshandlinger, bl.a. i den sunni-styrede by Fallujah. Her blev fire vagter i 2004 hængt på åben gade af irakiske oprøre. Allerede dengang havde sagen sat fokus på Blackwaters kontroversielle engagement i Irak.
Den maksimale straf for overlagt mord er fængsel på livstid. Manddrab og uagtsomt manddrab kan give op til henholdsvis 8 og 7 års fængsel.
Der er endnu ikke udmeldt en dato for strafudmåling.