Fortsæt til indhold
USA

Jødehadende højreekstremister på vej til Ferguson

Ku Klux Klan har meddelt, at medlemmer vil "beskytte hvide butikker" under optøjer.

Efter mere end en uge med voldsomme uroligheder, skyderier, tåregas og plyndringer i den lille by Ferguson i Missouri, har Ku Klux Klan fået nok.

En gruppe, der kalder sig New Empire Knights of the Ku Klux Klan, har mandag meddelt på gruppens hjemmeside, at den vil tage til området omkring Ferguson for at beskytte virksomheder ejet af hvide.

”Med sorte ude af kontrol vil vores Missouri-afdeling tage til områder i nærheden af Ferguson. Vi kan ikke have sorte, der bestjæler og dræber uskyldige hvide,” skriver gruppen på sin hjemmeside.

Lavede indsamling til politimand

Urolighederne startede, da en ubevæbnet sort teenager blev skudt og dræbt af en hvid politimand. Vidner siger, at betjenten skød den 18-årige Michael Brown, mens han rakte hænderne i vejret og sagde, at han var ubevæbnet.

New Empire Knights of the Ku Klux Klan har tidligere skabt både opmærksomhed og kritik, da gruppen meddelte, at den lavede en indsamling til fordel for den politimand, der skød og dræbte Michael Brown.

”Vi vil lave en belønning/fond til den politimand, der skød denne bølle. Han er en helt! Vi har brug for flere hvide politifolk der er imod ZOG (red: den zionistiske besættelsesregering) og klar til at sætte jødisk kontrollerede sorte bøller på plads,” skrev gruppen 11. august på sin hjemmeside.

Vil redde den hvide race fra jøderne

Ku Klux Klan har ikke længere en central ledelse, men består af uafhængige grupper, der alle identificerer sig med klanen. KKK, som organisationen også er kendt som, har tidligere været involveret i lynchninger af sorte og bombeattentater mod både sorte og jøder.

New Empire Knights of the Ku Klux Klan er ligesom mange andre højreradikale grupper i USA overbevist om, at regeringen i Washington bare er marionetregering for en jødisk ”besættelsesregering”.

Gruppen skriver på sin hjemmeside, at dens mål er ”at redde den hvide race og USA fra Guds og den hvide races fjender” og uddyber, at det drejer sig om ”jøder, og dem der arbejder for dem.”

Der vides meget lidt om størrelsen af de forskellige klangrupper i USA. New Empire Knights of the Ku Klux Klan, som blev stiftet i starten af 2013, skriver på hjemmesiden, at gruppen har afdelinger i 21 ud af de 50 amerikanske stater.