Fortsæt til indhold
Midtvejsvalg i USA

Han blev verdenskendt for at trodse Trumps valgløgne. I interview med JP siger republikansk valgchef, at han vil gøre det igen

Georgias republikanske indenrigsminister Brad Raffensperger fik en ufrivillig hovedrolle i Donald Trumps store valgløgn i 2020. Da Trump ringede til ham og bad ham »finde 11.780 stemmer«, nægtede han. Nu truer Trump valgene igen. I et interview med Jyllands-Posten afslører Raffensperger, hvad han vil sige, hvis Trump ringer igen.

DALLAS, GEORGIA

Det har deja-vuens skær, det vi ser i USA lige nu.

Et deja-vu, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der er tilhænger af, at verdens største supermagt er og forbliver et stabilt demokrati.

Igen står amerikanerne over for et afgørende valg.

Igen har den siddende præsident i flere måneder op til valgdagen systematisk sået tvivl om valgenes integritet og nægtet at svare på, hvorvidt han vil acceptere valgresultatet, hvis det ikke falder ud til hans fordel.

Og igen tyder alt på, at netop det sker: Han og hans parti taber.

Brad Raffensperger husker om nogen, hvordan det endte sidst.