Fortsæt til indhold
USA

Nedrivningen er gået i gang: »I mere end 150 år har enhver præsident drømt om at have en balsal«

Donald Trumps drømme om en balsal i Det Hvide Hus er kommet et vigtigt skridt nærmere sin opfyldelse.

Billederne taler deres tydelige sprog: Der er en balsal med plads til 650 siddende gæster på vej.

Mandag gik nedrivningen af østfløjen i Det Hvide Hus i gang.

Og hvis man ikke troede på billederne, fulgte den amerikanske præsident, Donald Trump, op med en annoncering på sit sociale medie, Truth Social.

»I mere end 150 år har enhver præsident drømt om at have en balsal i Det Hvide Hus for at gøre plads til gæster til store fester, statsbesøg etc. Det er mig en ære at være den første præsident, som sætter dette meget tiltrængte projekt i gang,« lød det fra Trump, som tilføjede, at det ikke vil koste skatteyderne noget.

For gildet, der efter planen kommer til at koste 200 mio. dollars, bliver ifølge præsidenten finansieret af private, herunder ham selv, samt flere virksomheder.

Forrige uge holdt Trump en takkemiddag for donorerne, som ifølge The Guardian skal have omfattet repræsentanter fra Amazon, Apple, Meta, Google, Microsoft, Palantir, Lockheed Martin samt grundlæggerne af kryptoplatformen Gemini.

Vil forbyde det

Siden 1. oktober har statsapparatet været lukket ned, fordi Demokraterne og Republikanerne ikke har kunnet blive enige om finansloven.

Det demokratiske kongresmedlem Mark Takano har ifølge The Guardian fremlagt et lovforslag, som skal forbyde brugen af føderale midler på renovering af eller byggeri på Det Hvide Hus under en nedlukning, medmindre det er nødvendigt af sikkerheds- eller sundhedsmæssige årsager.

Allerede i juli kom det frem, at der var planer om at bygge en balsal, da større selskaber i Det Hvide Hus ellers bliver holdt i store telte. Østfløjen har således kun plads til 200 siddende gæster.

I den forbindelse sagde Trump ifølge flere medier, at byggeriet ikke ville påvirke den eksisterende bygning. Siden lød det fra Det Hvide Hus’ pressesekretær, Karoline Leavitt, at østfløjen ville blive »moderniseret«.

I en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus kunne man se billeder af den kommende balsal og moderniserede østfløj. Her lød det desuden, at østfløjen blev bygget i 1902 og tidligere er blevet renoveret. Bl.a. i 1942, hvor man tilføjede en etage.

Balsalen og den nye østfløj ventes at stå færdig inden udgangen af Donald Trumps periode.