Trump ignorerede bøn fra sine børn, mens livvagter var sikre på, at de skulle dø
Natten til fredag var komitéens fokus på Donald Trumps rolle i forbindelse med stormen på Kongressen. Der tegner sig et billede efter afslutningen af de otte høringer.
I tre timer og syv minutter så Donald Trump til, da over 1.000 vrede tilhængere stormede den amerikanske Kongres under de uroligheder, der førte flere dødsfald med sig.
Den tidligere præsident spiste mad og fulgte i timevis med i angrebet på tv, mens han ignorerede sine børns og andre tætte rådgiveres bøn om at stoppe det.
Alt imens ringede livvagter – der passede på daværende vicepræsident Mike Pence – hjem til deres kære for at tage afsked, da de frygtede for deres liv.