Den drabsdømte millionærarving Robert Durst kendt fra HBO-serien "The Jinx" er død

Millionæren Robert Durst, der sidste år fik fængsel på livstid for drabet på sin veninde, er død - 78 år.

Artiklens øverste billede
Durst var ved dårligt helbred allerede under retssagen. Arkivfoto: Alex GALLARDO / POOL / AFP

Den drabsdømte, amerikanske ejendomsarving Robert Durst, der blandt andet er kendt fra HBO-serien ”The Jinx” er død mandag efter et hjertestop.

Han blev 78 år.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Durst blev i september sidste år idømt fængsel på livstid for at have dræbt sin veninde Susan Berman i Beverly Hills i 2000.

I HBO-serien fra 2015 bliver Durst interviewet og konfronteret med mistanker om at have slået flere mennesker ihjel - herunder Susan Berman.

Dokumentarens helt store omdrejningspunkt er dog sagen om Dursts tidligere hustru Kathleen McCormacks forsvinden i 1982.

Sidste år blev Durst sigtet for at have dræbt hende, dengang hun forsvandt sporløst. Sigtelsen kom, blandt andet efter at Durst i ”The Jinx” ved en fejl tilsyneladende kom til at indrømme at have dræbt hende.

Durst blev anholdt i marts 2015 for drabet på Susan Berman. Det skete, dagen før sidste afsnit af tv-serien blev vist.

Drabet skulle være sket, fordi han frygtede, at hun ville afsløre over for myndighederne, at hun i 1982 hjalp ham med at skaffe et falskt alibi, og at hun vidste noget om Kathleen McCormacks forsvinden.

HBO-serien, hvis fulde navn er ”The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst”, er instrueret af amerikanske Andrew Jarecki.

Jarecki stod også bag spillefilmen ”All Good Things”, der blev udgivet i 2010 og er baseret på historien om Robert Durst og hustruens forsvinden. Skuespillerne Ryan Gosling og Kirsten Dunst har hovedrollerne.

Robert Durst kunne angiveligt godt lide filmen. Han kontaktede derfor Andrew Jarecki med henblik på at lade sig interviewe af instruktøren.

De interviews er blevet en del af dokumentaren ”The Jinx”.

Robert Durst var sidste efterår indlagt og kortvarigt i respirator efter at være blevet smittet med coronavirus.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen