Fortsæt til indhold
USA

Nasa opsender rumfartøj for at beskytte kloden mod asteroider og meteorer

Nasa opsender et rumfartøj, som skal kollidere med en asteroide. Målet er noget så simpelt som at beskytte menneskeracen for at lide samme skæbne som dinosaurerne.

Det blev dinosaurernes skæbne. Men nu vil Nasa forhindre, at en asteroide i fremtidig kan komme til at koste menneskeracen livet.

Intet mindre end det er ambitionen med det rumfartøj, som Nasa og John Hopkins University sent tirsdag aften lokal tid opsender fra Californien i USA. Dart, som missionen hedder, koster 2,1 mia. kr og går ud på, at rumfartøjet simpelthen skal sendes op og ramme ind i asteroiden Dimorphos, som gerne skal ændre retning.

Men bare rolig. Det er ikke fordi, at asteroiden nærmer sig vores klode med hastig fart. Kollisionen er et forsøg, som skal give Nasa viden om, hvordan man kan ændre en asteroides bane, hvis sådan en i fremtiden har retning med kloden. Det handler altså om at beskytte Jorden og vores eksistens. Intet mindre.

Det vil være lidt af en bedrift, hvis det lykkes. I så fald vil det være første gang, at mennesker lykkes med at ændre kursen på et himmelobjekt, skriver Washington Post.

Metoden er ganske simpel - rumfartøjet skal brage direkte ind i asteroiden. Men det bliver ikke nemt at lykkes med missionen. For det første har Dimorphos en størrelse på omtrent en fodboldbane, så rumfartøjet skal sendes op med uhyrlig præcision. Dertil kommer, at selve rumfartøjet har en længde på 19 meter og en bredde på 2,5 meter. Og nå ja, så har ingen i øvrigt nogensinde set asteroiden med egne øjne - så langt er den væk fra Jorden.

Hvis du bekymrer dig over, om en asteroide kan ramme jorden, så holder forskere godt øje. Det er først om en håndfuld årtier, at en asteroide har en chance for at ramme kloden.

Til den tid har Nasa forhåbentlig haft held med missionen om at påvirke asteroidernes kurs.

Artiklens emner
Rummet
Nasa