Politibetjenten, der søndag skød og dræbte en ung, sort amerikaner, siger op
Kim Potter forklarede selv, at hun greb ud efter sin strømpistol, men i stedet fik fat i sin tjenestepistol, og at det derfor var en fejl, at hun skød den 20-årige Daunte Wright. Tirsdag har hun sagt sit job op.
Politibetjenten Kim Potter, der søndag skød og dræbte den 20-årige sorte mand Daunte Wright i Minneapolis, USA, har sagt op.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Også chefen for Minneapolis politi, Tim Gannon, har sagt op som følge af sagen.
Kim Potter forklarede selv, at hun greb ud efter sin strømpistol, men i stedet fik fat i sin tjenestepistol, og at det derfor var en fejl, at hun skød Daunte Wright. Hun havde sammen med sine kollegaer stoppet den unge mands bil i forstaden Brooklyn Center på grund af problemer med papirer. Da politiet opdagede, at der var udstedt en arrestordre på ham og forsøgte at lægge ham i håndjern, opstod der håndgemæng, og skuddet faldt.
Den nu forhenværende chef for Minneapolis politi frigav efter hændelsen videoerne fra de kameraer, politibetjentene altid bærer på uniformen. Den viser, hvordan Potter inden skuddet advarede om, at hun ville bruge sin strømpistol. Efter at have set videoerne sagde Tim Gannon, at han var overbevist om, at drabet var et tragisk uheld, og at Potter trods sine 26 år som betjent havde taget fejl af sine våben.
Det er dog ikke alle, der godtager den forklaring. Tirsdag sagde Daunte Wright’s far i en interview i tv-stationen ABC’s program ”Good Morning America”, at ikke kan acceptere udlægningen.
»Jeg har mistet min søn. Han kommer aldrig tilbage. Jeg kan ikke acceptere det. En fejl? Det lyder ikke rigtigt. Denne her betjent har været i politiet i 26 år. Jeg kan ikke acceptere det,« sagde han.
Drabet på Daunte Wright skete få kilometer fra det domhus, hvor retssagen mod betjenten Derek Chauvin i sagen om drabet på George Floyd stadig er i fuld gang.
I flere dage har der været voldsomme optøjer og protester mod politibrutalitet i Minneapolis. Politiet besvarede kasteskyts og fyrværkeriraketter fra unge demonstranter med tåregas og bedøvelsesgranater. For at genskabe roen indførte myndighederne et natligt udgangsforbud.
»Han burde være i live i dag«
I løbet af tirsdag har flere prominente navne udtrykt deres medfølelse med Daunte Wright’s familie.
USA’s vicepræsident Kamala Harris forholdt sig til sagen inden en diskussion om sundhed for sorte mødre i Det Hvide Hus.
»Han burde være i live i dag,« sagde hun ifølge CNN.
»Vores land har brug for retfærdighed og for at hele, og ordensmagten skal leve op til de højeste standarder for ansvarlighed,« sagde vicepræsidenten ifølge mediet.
Tidligere præsident Barack Obama sagde i en udtalelse, at han og Michelle Obamas »hjerter er tunge« over, at endnu en sort mand er blevet skudt af politiet.
»At dette kunne ske, mens byen Minneapolis går gennem retssagen mod Derek Chauvin og genoplever det hjerteskærende mord på George Floyd indikerer, ikke bare hvor vigtigt det er at foretage en helt transparent efterforskning, men også hvor meget vi har brug for at gentænke politigerningen og offentlig sikkerhed i dette land,« skrev Barack Obama.
Også Hillary Clinton udtrykte sin medfølelse på Twitter under hashtagget Black Lives Matter.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.