Fortsæt til indhold
USA

Rigsretssag mod Donald Trump skriver historie

WASHINGTON

Tirsdag aften dansk tid begyndte rigsretssagen mod Donald Trump, den eneste præsident i USA’s historie, der to gange er blevet tiltalt i en sådan sag.

»Senatet træder sammen som domstol i en rigsretssag,« lød det fra Patrick Leahy, den længst siddende demokratiske senator og foresiddende for rigsretten.

Dermed var sagen indledt.

Senator Patrick Leahy har repræsenteret staten Vermont i Senatet siden 1975 og agerer som den demokratiske senator med størst anciennitet foresiddende i sagen mod Donald Trump. Foto: Tom Williams/Reuters
Tirsdag debatterer Senatet, om sagen er i overensstemmelse med USA's forfatning. Onsdag ventes anklagerne så at fremlægge deres sag. Foto: Reuters

Anklagen går på Trumps rolle i at tilskynde sine tilhængere til at storme Kongressen den 6. januar. Det vil dog kræve et to tredjedeles flertal i Senatet at dømme ekspræsidenten, og det kan næppe opnås.

Tre tidligere rigsretssager mod amerikanske præsidenter er alle endt med frifindelser.

Trumps advokater mener, at det er i strid med den amerikanske forfatning at dømme en ekspræsident ved en rigsret og har karakteriseret forløbet som »politisk teater«. Trump selv har afvist at deltage i retshandlingen.

Processen ventes for alvor at tage fart onsdag, når anklagerne fra Repræsentanternes Hus fremlægger et detaljeret og formentlig dramatisk bevismateriale i sagen.