Fortsæt til indhold
USA

Trump bad højreekstrem gruppe om at holde sig klar

Eksperter advarer om, at Trumps besked kan være farlig og tilskynde til yderligere vold.

I USA er der høj stemning blandt højreekstreme efter nattens kaotiske tv-debat mellem de to præsidentkandidater.

Her tørnede præsident Donald Trump og udfordreren Joe Biden sammen i en mudret debat fyldt med afbrydelser og personlige angreb.

Mens de fleste tv-seere næppe blev væsentlig klogere på de to kandidaters politik, så var der efterfølgende jubel at spore hos gruppen Proud Boys.

Proud Boys er kendt som en højreekstrem gruppe, hvor flere medlemmer har fået fængselsdomme for at overfalde venstrefløjs- og antiracistiske demonstranter.

På trods af at Biden og Trump ofte talte i munden på hinanden, mens ordstyreren forgæves forsøgte at få debatten på rette spor, så lykkes det helt tydeligt for gruppens medlemmer at høre, hvad Trump sagde, da han blev bedt om fordømme racisme og volden fra hvide nationalister.

Tv-værten Chris Wallace spurgte flere gange Trump, om han ville tage afstand fra stærkt racistiske grupper, som tror på hvide menneskers overherredømme, og på et tidspunkt nævner han Proud Boys, hvorefter Trump svarede med ordene:

»Proud Boys, stand back and stand by,« (red.: »Træd tilbage og hold jer klar«).

De ord satte gang i fejringen hos Proud Boys.

»Trump sagde dybest set, at vi skal smadre dem! Jeg er så glad netop nu,« skriver en af gruppens ledere - ifølge TV2 - på beskedtjenesten Telegram.

New York Times skriver, at flere Proud Boys-medlemmer har givet udtryk, at Trumps ord er en godkendelse af deres voldelige metoder, og at de allerede oplever, at nye rekrutter melder sig.

Medlemmer af Proud Boys var den 26. september samlet i Portland i delstaten Oregon for at vise støtte til præsident Trump. Foto: REUTERS/Jim Urquhart

Proud Boys blev dannet af Gavin McInnes i 2016 i New York, og siden har gruppen spredt sig til andre dele af USA. De beskriver - ifølge CNN - sig selv som ”vestlige chauvinister, der nægter at undskylde for at have skabt den moderne verden”.

FBI har dog siden 2018 katagoriseret Proud Boys som ”en ekstremistisk gruppe med forbindelser til hvid nationalisme.”

Det sociale medie Facebook har tidligere bandlyst Proud Boys for at promovere had, og juni oplyste Facebook, at man havde fjernet flere end 500 Facebook-konti og flere end 300 Instagram-konti tilhørende højreekstremistiske organisationer Proud Boys og American Guard.

The Guardian skriver, at flere eksperter advarer om, at Trumps besked til Proud Boys kan være farlig og tilskynde til yderligere vold.

»Et grønt lys som ”stand back and stand by” er katastrofalt,« skriver Kathleen Belew, der har nærstuderet de amerikanske white power-bevægelser.

Der er også flere, der bemærker, at Trumps ord kommer få dage efter, at han ikke ville give garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse af magten, hvis han taber præsidentvalget den 3. november.

I de afsluttende minutters debat om afholdelsen af det forestående valg kom Donald Trump meget tæt på at sige, at han forventer omfattende valgsvindel den 3. november, mens Joe Biden gjorde det klart, at han vil acceptere valgets udfald, hvad det end bliver.

»Dette kommer til at ende skidt,« lød det advarende fra præsidenten.