Fortsæt til indhold
USA

Tornado ramte ferieområde i USA: »Et vanvittigt syn«

Det sker kun sjældent, at South Carolina bliver ramt af naturfænomenet.

Sent fredag ramte et sjældent syn kysten i feriebyen Myrtle Beach i den amerikanske stat South Carolina.

En tornado hærgede langs kysten og trak parasoller, solstole og andre løse genstande op i luften. Tornadoen blev filmet af flere feriegæster fra deres hotelværelser.

»Det var et vanvittigt syn,« siger Stefanie Settlemire, der var én af dem, som filmede fænomenet, til Reuters.

En surfer, som var på stranden, da tornadoen blev dannet, har over for lokalmediet WMBF udtrykt lettelse over, at tornadoen ikke ramte dem.

Foot: Ourfiveringcircus via Reuters

»Den ramte jorden og forsvandt så igen. Den fik ikke jordforbindelse efter det. Det er vildt, du ser ikke sådan noget hver dag,« siger surferen Dominic Colacicco til mediet.

Ingen mennesker kom til skade i tornadoen, der ikke blev vurderet til at være særlig kraftig, og som ikke forblev på landjorden ret længe.

Foto: Ourfiveringcircus via Reuters

Tornadoen blev dannet i et uvejr, som trak ind over South Carolina på USA’s østkyst fredag. Der blev senere udsendt tornadovarsler for flere andre steder i staten.

Det er ikke hverdagskost, at tornadoer rammer den østlige stat, og efteråret er normalt heller ikke højsæson for tornadoer i staten. Ligeså er kysten ikke normalt et område, hvor tornadoer dannes.

I april i år ramte et stort uvejr med mindst 11 tornadoer flere dele af South Carolina. Flere mennesker blev dræbt i uvejret, der fik delstatens guvernør til at erklære nødretstilstand.