Fortsæt til indhold
USA

Verdensberømt museum fjerner statue af tidligere præsident efter protester

Statuen af den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt vil blive fjernet foran naturhistorisk museum i New York efter Black Lives Matter-protester.

»Det er blevet tid til at fjerne den.«

Sådan siger direktør for American Museum of Natural History i New York om beslutningen om at fjerne statuen, der står foran indgangen til museet, af den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt.

Det skriver The Guardian.

Meddelelsen kommer, efter at en række statuer af amerikanske generaler og ledere, der er knyttet til slaveri af indfødte amerikanere, er blevet fjernet eller ødelagt.

»I løbet af de seneste par uger er vores museumssamfund blevet dybt bevæget af den stadigt voksende bevægelse for raceretfærdighed, der opstod i kølvandet på drabet på George Floyd,« sagde museumsdirektør ved American Museum of Natural History Ellen Futter søndag til New York Times.

Statuen viser præsidenten på hesteryg flankeret af en afroamerikaner og en indianer. Den har været genstand for protester og opfordringer til at blive fjernet ad flere omgange. Men det er altså blevet tiden nu, siger direktøren.

»Vi har set verdens opmærksomhed, og USA har i stigende grad vendt sig mod statuer af stærke og sårende symboler på systemisk racisme. Kort fortalt er tiden inde til at fjerne den,« siger Ellen Futter.

Det er særligt Roosevelts syn på race og hans rolle i den spansk-amerikanske krig, der har medført kritik. Under en protest i 2016 kaldte aktivisterne statuen for en »skarp udformning af det hvide overherredømme, som Roosevelt selv foresatte og fremmede.«

Museet er en del af staten New Yorks officielle mindesmærke for Roosevelt, som blev født i New York og døde på Long Island.

I en meddelelse skriver New Yorks borgmester, Bill de Blasio, at man støtter museets beslutning om at fjerne statuen.

»Det er den rigtige beslutning, og det rigtige tidspunkt at fjerne denne problematiske statue,« udtaler borgmesteren.

Også præsidentens oldebarn og museumsadministrator Theodore Roosevelt IV støtter beslutningen.

»Verden har ikke brug for statuer, [...] der hverken afspejler værdierne af den person, den har i sinde at ære, eller værdierne lighed og retfærdighed,« siger den nulevende Roosevelt.

Theodore Roosevelt sad i Det Hvide Hus fra 1901-1909. Han var en ivrig jæger og friluftsmand og så hjalp han med til at grundlægge det naturhistoriske museum i New Yorks samling.

Hvad, der nu skal ske med statuen af den tidligere præsident Roosevelt, er uvist. Men det naturhistoriske museum understreger, at museet ikke tager afstand til præsidenten generelt, men at det kun handler om statuens »hierarkiske sammensætning«.

»Det handler ikke om Theodore Roosevelt, der tjente som guvernør i New York, før han blev den 26. præsident for USA, og som var en banebrydende bevarer af amerikansk historie,« siger Ellen Futter.

Theodore Roosevelt er ikke den eneste amerikanske præsident, hvis statue har måtte lade livet. I San Francisco blev statuen af Ulysses S. Grant i Golden Gate Park fjernet fredag.

Artiklens emner
Racisme