New Yorks guvernør: »Vi har tæmmet udyret«
For en måned siden var coronavirussen ved at knække New York. Nu er udviklingen vendt i den folkerige stat.
På baggund af faldende tal for både nye daglige dødsfald og antal smittede har staten New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, erklæret, at man har fået coronavirussen under kontrol.
»Vi har gjort det. Vi har tæmmet udyret,« lød erklæringen fra Cuomo på et pressemøde.
Der er fortsat daglige dødsfald i statens storby af samme navn og de øvrige områder. Men hvor de daglige dødstal i starten af maj lå på over 500, har tallene i over en uge været nede på under 30 daglige dødsfald.
Antallet af hospitalsindlæggelser er følgeligt også faldet i staten. Ved indgangen til weekenden var der 1.734 mennesker indlagt med coronavirus - det laveste tal siden 20. marts.
Som konsekvens af den positive udvikling vil New York åbne mere op for samfundet igen i midten af den kommende uge. Cuomo mindede på sit pressemøde om, at »disciplin er vigtigt« i den forbindelse for fortsat at have kontrollen.
Myndighederne i New York har løbende opgraderet testindsatsen for at kunne holde virussen under kontrol.
Mens man i New York bevæger sig i den rigtige retning, ser det anderledes ud flere andre steder i USA.
I staterne Arizona, Arkansas, Alabama og South Carolina er trenden således kraftigt stigende for nye smittetilfælde. I flere andre stater såsom de folkerige stater Florida og Californien, er der også en stigende tendens omend i mindre alvorlig grad.
USA's toprådgiver for coronakrisen, Anthony Fauci, udtalte lørdag, at det er uundgåeligt, at man vil se flere smittede i takt med, at USA lukker op for flere dele af samfundet igen.
»Men når man begynder at se flere hospitalsindlæggelser, så er det et klart tegn på, at du er i en situation, hvor du er på vej i den gale retning,« advarede han.