Vaccine-modstandere en del af stigende corona-protester i USA
Anti-vaccine-aktivist siger, at modstanden basalt set handler om et ønske om retten til frihed.
Fredag samledes en protestgruppe i Sacramento i Californien for at kræve en genåbning af delstaten i forhold til erhvervslivet og borgernes rettigheder. Protestgruppen bestod ikke af militsmedlemmer, indehavere af restauranter eller yderliggående konservative kræfter - i stedet var der tale om meget engagerede antivaccine-modstandere, skriver The Independent.
Bag protesten stod organisationen "Freedom Angels Foundation". Dens adelsmærke er at modarbejde lokale og statslige forsøg på at indføre tvungne vaccinationer. Og demonstrationen fredag menes at være det seneste bevis på de overlappende interesser mellem forskellige grupperinger, der også tæller Tea Party-medlemmer og bevæbnede grupper, hvis mål det er at modarbejde lovgivningsmæssige corona-tiltag.
Anti-vaccine-aktivister har også markeret deres utilfredshed i New York, Colorado og Texas, hvor der har været et publikum for budskaberne om individuel frihed og mistro til regeringen. Men den stigende synlighed bekymrer sundhedseksperter, der frygter for USA's muligheder for at bekæmpe coronaepidemien. For hvis det lykkes at udvikle en coronavaccine, vil dens succes bero på, at nok mennesker tager den, så nye udbrud kan undgås.
»Det er tydeligt, at retorikken er ret enslydende mellem anti-vaccine-demonstranterne og de andre grupper, der kræver genåbning af samfundet. Mange kræver retten til kontrol over eget liv - de støtter en idé om, at de selv kan beslutte hvilken videnskab der er korrekt eller falsk. Og de ved selv, hvad der er bedst for deres børn,« siger Rupali Limaye, der forsker i vaccineadfærd ved Johns Hopkins-universitetet.
Heidi Muñoz Gleisner, en af de tre kvinder der stod bag demonstrationen i Sacramento, bekræftede, at myndighedernes ordre om at blive hjemme havde mobiliseret mennesker fra mange interessegrupper.
»Jeg håber og beder til, at alle amerikanere bliver bevidste om, at de er nødt til at være aktive og engagerede i forhold til myndighederne. Lige fra begyndelsen er vi blevet kritiseret for, at vi er imod vaccine. Og fokusset på demonstrationerne har været antivaccine. Men det hele handler i virkeligheden om frihed for det enkelte menneske,« siger Heidi Muñoz Gleisner.