Fakta: Primærvalgenes demokratiske topkandidater
Otte kandidater kæmper om at blive den demokratiske modkandidat til Donald Trump ved efterårets præsidentvalg.
Senator Michael Bennet, erhvervsmanden Andrew Yang og tidligere guvernør Deval Patrick har trukket sig fra Demokraternes felt af præsidentkandidater.
De fik alle tre skuffende resultater ved primærvalget i New Hampshire tirsdag.
Dermed er der otte kandidater tilbage, der kæmper om at blive den demokratiske modkandidat til præsident Donald Trump ved efterårets præsidentvalg.
Her følger et overblik over kandidaterne med størst opbakning i meningsmålingerne i vilkårlig rækkefølge.
- Bernie Sanders: 78-årig senator fra delstaten Vermont. Betegner sig selv som demokratisk socialist. Stillede også op ved primærvalgene i 2016, hvor han måtte se Hillary Clinton løbe med nomineringen. Har lovet vælgerne at bekæmpe økonomisk ulighed og sikre sygesikring til alle amerikanere.
- Pete Buttigieg: 38-årig borgmester i South Bend, Indiana og krigsveteran fra krigen i Afghanistan. Anses for at være moderat og har efterlyst et generationsskifte i det politiske lederskab.
- Joe Biden: 77-årig tidligere vicepræsident under Barack Obama og går blandt andet til valg på et løfte om at videreføre den tidligere præsidents politik på blandt andet klima- og sundhedsområdet. Har før sin tid i Det Hvide Hus repræsenteret delstaten Delaware i Senatet i 36 år. Har stillet op ved primærvalgene to gange tidligere og betragter 2020 som sin sidste chance.
- Elisabeth Warren: 70-årig senator for Massachusetts. Elisabeth Warren går til valg blandt andet på et løfte om at bekæmpe økonomisk ulighed og korruption. Den tidligere juraprofessor ved Harvard University var i kølvandet på finanskrisen i 2008 fortaler for øget kontrol og regulering af de finansielle institutioner.
- Amy Klobuchar: 59-årig senator fra Minnesota. Anser sig selv for at være moderat og har fremhævet sine evner til at arbejde hen over midten og på den måde få gennemført lovgivning. Har blandt andet været fortaler for en øget indsats mod narkomisbrug og den amerikanske opiod-krise. Blev valgt til Senatet i 2006.
- Michael Bloomberg: 77-årig tidligere borgmester i New York. Meldte først sit kandidatur i november 2019. Anses for at være moderat og kalder sig selv en "problemknuser". Går ind for øget våbenkontrol og bekæmpelse af klimaforandringer. Har været borgmester i storbyen New York fra 2002 til 2013 og er medstifter og administrerende direktør i virksomheden Bloomberg L.P.
Ud over ovennævnte er to kandidater fortsat med i de demokratiske primærvalg:
Milliardær og miljøforkæmper Tom Steyer, 62 år. Kongresmedlem Tulsi Gabbard, 38 år.
Kilder: CNN, New York Times.