Familie blev smidt af fly på grund af klager over kropslugt
En amerikansk familie på tre med jødisk baggrund kom ikke til Detroit som planlagt.
Yehuda Yosef Adler, hans kone Jennie og deres unge datter havde kun siddet i American Airlines-flyet i fem minutter, da et medlem af besætningen bad dem forlade flyet på grund af en nødsituation, skriver BBC.
Kort efter kom det frem, at familien måtte aflyse rejsen, fordi andre passagerer havde klaget over, at Yehuda Yosef Adler lugtede kraftigt.
Efter at være ført tilbage til gaten, spurgte den jødiske famiie andre rejsende om de kunne lugte noget usædvanligt. Ifølge familien kunne 20 medrejsende ikke registrere noget uregelmæssigt.
Yehuda Yosef Adler oplyste samtidig, at de alle tre havde været i bad samme morgen.
Ifølge den jødiske familie blev de fjernet fra flyet på grud af deres ortodokse jødiske tro, hvilket flyselskabet benægter.
De tre blev indlogeret på et hotel og udstyret med billetter til et fly til Detroit den følgende morgen.
Familien har efterfølgende besluttet at rejse sag an mod American Airlines med krav om erstatning. Blandt andet hævder de, at et medlem af besætningen havde sagt, at ortodokse jøder kun tager bad en gang om ugen.