Johnson & Johnson har fået stor opioid-bøde
Lægemiddelgigantens smertestillende præparater får skylden for mange dødsfald i Oklahoma.
En dom til Johnson & Johnson på små fire mia. kr. er faldet, efter at en dommer i Oklahoma har kaldet firmaets promovering af de stærkt vanedannende smertestillende opioider for en offentlig plage, skriver BBC.
»Tusinder af borgere i Oklahoma er udsat for en alvorlig sundhedsrisiko på grund af markedsføringen af opioider,« sagde dommeren i forbindelse med domsafsigelsen.
De penge, Johnson & Johnson skal betale, vil gå til behandling af ofre for opioid-misbrug.
Dommen i Oklahoma følges med stor interesse i Ohio. Ikke færre end 2.000 opioid-retssager er på vej med start i oktober - med mindre parterne kan blive enige om forlig.
Ifølge amerikanske myndigheder var opioider skyld i knap 400.000 dødsfald i USA i perioden 1999 til 2017. Alene i Oklahoma er 6.000 døde af en opioid-overdosis.
Johnson & Johnson har benægtet at have gjort noget forkert. I stedet fremhæver virksomheden, at markedsfæøringen af opioiderne er baseret på videnskabelige fakta. Og i øvrigt udgør koncernens smertestillende produkter Duragesic and Nucynta kun en lille del af de udskrevne lægemidler, hævder Johnson & Johnson.
Aktiekursen på Johnson & Johnson steg efter domsafsigelsen i Oklahoma. Investorerne havde ventet en meget større bøde.