Fortsæt til indhold
USA

»Opiumepidemien i USA er nu mere dødelig, end da aids-epidemien toppede«

For andet år træk falder amerikanernes forventede levetid.

SAN FRANCISCO

For første gang siden begyndelsen af 1960’erne er amerikanernes forventede levetid faldet to år i træk, viser nye tal fra USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Faldet skyldes ikke amerikanernes generelle livsstil, såsom mange europæere måske ville konkludere.

Udviklingen er drevet af en chokerende stigning på 21 pct. i antallet af dødsfald blandt unge som følge af narkooverdoser.

USA har ikke oplevet en lignende udvikling siden 1962 og 1963, da en farlig influenza hærgede.

I 1993 var der også et fald som følge af aids-epidemi.

Sammenlagt var der mere end 63.600 amerikanere, der døde i 2016 som følge af narkorelaterede overdoser, fremgår det af CDC’s rapport, og ifølge Keith Humphreys, en afhængighedsekspert ved Standford Universitet, er det faktiske tal formentlig større.

»Det betyder, at selv hvis du ignorerer dødsfald fra alle andre former for narko, er opiumepidemien i sig selv mere dødelig, end da aids-epidemien var på sit højeste,« siger han til Washington Post.

CDC’s chef for dødsstatistikker, Bob Anderson, siger til Fortune, at han ikke vil gå så langt, at han vil kalde faldet en trend. Han nøjes med at kalde det, »bekymrende at se et fald to år i træk.«

Oven i det indikerer foreløbige tal for 2017, at de narkorelaterede dødsfald fortsætter med at stige: »Så hvis vi ikke passer på, kan det føre til et fald for tredje år i træk.«

Det er ikke sket siden den spanske syge for 100 år siden.

En kommission nedsat af præsident Donald Trump for forebyggelse af opiumskrisen, anbefalede i juli, at regeringen skulle erklære det en national krise og sætte midler ind for at stoppe det. Indtil videre har Trump erklæret det for en sundhedskrise, men der er ikke blevet afsat flere midler for at håndtere det.

Efter faldet kan amerikanske mænd i dag forvente at blive 76,1 år gamle, et fald på to tiendedele af et år siden 2015.

Amerikanske kvinders forventede levetid fortsætter med at ligge på 81,1 år.

I Danmark er levetiden for mænd 78,8 år og for kvinder 82,8 år, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Artiklens emner
Epidemi