Trump indrømmer: Mål med kontroversielt russermøde var at få "snavs" på Clinton
Totalt lovligt og bliver gjort hele tiden i politik, lyder det fra præsidenten.
SAN FRANCISCO
Donald Trump erkendte søndag, at et kontroversielt møde i Trump Tower i juli 2016 mellem hans ældste søn samt andre ledende figurer i hans præsidentkampagne og en Kreml-forbundet advokat havde til formål at indsamle "snavs" på Hillary Clinton.
»Dette møde var for at få informationer på en modstander. Totalt lovligt og bliver gjort hele tiden i politik,« skrev Trump og tilføjede, at mødet ikke leverede resultater.
»Jeg kendte intet til det,« fortsatte han og gentog sit sædvanlige refræn om, at Rusland-undersøgelsen er en stor »heksejagt.«
Trumps indrømmelse kom søndag i tweet og havde til formål at forsvare Donald Trump Jr.’s rolle i at arrangere mødet.
Trump Jr. hævede oprindeligt, at mødet udelukkende havde til formål at diskutere adoptioner af russiske børn; noget Moskva har blokeret for som respons på den såkaldte Magnitsky-lov, hvor USA’s Kongres i 2012 sanktionerede en række højtstående russere for korruption og deres rolle mordet på en amerikansk-ansat, russisk revisor, der afslørede dette.
Da et email-spor afslørede, at det virkelige formål med mødet var at få informationer, som Trump-kampagnen kunne bruge mod Clinton, erkendte Trump Jr. dette, men hævede, at russeren aldrig leverede de lovede informationer.
Præsident Trump lovede et par dage inden mødet også at holde en stor tale, hvor han ville komme med nye afsløringer om Clinton, hvilket han aldrig gjorde.
Trods det har Trump fastholdt, at han intet kendte til mødet, hvor også Trumps svigersøn, Jared Kushner og kampagnechef Paul Manafort var til stede.
I forrige uge hævdede Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, imidlertid, at Trump ikke bare var informereet, men gav grønt lys for mødet.
Dette er interessant, fordi det er den hidtil stærkeste indikation på, at Trumps præsidentkampagne var parat til at tage imod hjælp fra Rusland, hvis dette kunne hjælpe Trump til at vinde valget.
Ifølge amerikanske valglov er det ulovligt at tage imod penge eller hjælp fra regeringer eller individer i udlandet. Mødet er derfor en af de ting, som den særlige undersøger Robert Mueller kulegraver i forbindelse med sin kortlægning af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg og muligheden for at dele af Trumps præsidentkampagne samarbejdede.
Folk tæt på præsidenten vurderer i New York Times, at Trump muligvis gør sig selv mere sårbare ved at fortsætte med at komme med bombastiske udmeldinger om et så følsomt emne.
Trumps egen vurdering er dog tydeligvis en anden. Han har tidligere sagt, at der var tale om normal research af en modstander, og at enhver anden ville have takket ja til sådan et møde.
»Det er standard i politik. Politik er ikke den pæneste form for forretninger i verden, men det er standard. Hvor de har informationer, tager du informationer,« sagde han sidste år ved en konference.
Mueller har foreløbigt rejst tiltale mod en række navngivne russere, herunder 12 efterretningsofficerer fra den russiske forsvarsefterretningstjeneste, GRU, for at have hacket demokraters computere og for at have konspirereret om at påvirke udfaldet af præsidentvalget.
Der er foreløbigt ingen beviser for, at Trumps kampagne samarbejdede med Moskva for at vinde valget.