Koda om Beyonces og Kanye Wests mulige fusk med hitlisterne: Vi skal sikre, at vores medlemmer får deres penge
Musiktjenesten Tidal kan have snydt med antallet af afspillede sange, og det kan gå ud over danske kunstere, mener Koda.
Man skulle ikke tro, at store stjerner som Beyonce og Kanye West havde brug for at snyde sig ind på hitlisterne.
Men ifølge det norske medie Dagens Næringsliv er det præcis, hvad der er foregået på musiktjenesten Tidal. Avisen afslørede onsdag, at der angiveligt har været mere end 320 mio. falske afspilninger af sange fra Kanye West-albummet "The Life of Pablo" og Beyonce-albummet "Lemonade".
I alt kan 1,7 mio. Tidal-brugere være berørt, og den norske avis har talt med adskillige brugere, der angiveligt har fået deres kontoer misbrugt til falske afspilninger.
I Danmark er det foreningen Koda, der varetager musikkunstneres rettigheder, og her tager man sagen meget alvorligt.
Hvis en musiktjeneste som Tidal manipulerer med afspilninger, så sker det på bekostning af tjenestens andre kunstere, der ryger længere ned på hitlisterne og dermed mister penge, fordi deres indkomst beror på både antal afspilninger og andelen af samlede antal afspilninger.
»Fra Kodas side kommer vi til at gøre, hvad der skal til for at sikre, at vores rettighedshavere har fået de penge, de har krav på. Det er alvorlige anklager, der er rejst, som vi nu allerførst må have belyst grundigt, før vi beslutter, hvordan vi forholder os,« skriver kommunikationschef, Eva Hein til DR.
Når brugerne lytter til et musiknummer på Tidal, så bliver oplysningen lagret. En gruppe forskere fra Norges tekniske universitet har analyseret de såkaldte afspilningslogs og har fundet ud af, at brugerne lytter til Beyonce og Kanye West på ganske bestemte klokkeslæt hver dag. Det vidner ifølge forskerne om systematisk snyd.
De falske afspilninger har angiveligt ført til, at de to superstjerner har modtaget flere penge, end de er berettiget til, og at de er røget længere op på hitlisterne end fortjent. Kaney Wests album "The Life of Pablo" har eksempelvis ligget på top 100 over de mest streamede albums i verden i 103 uger.
Tidal er ejet af Beyones mand Jay-Z, og både Beyonce og Kanye West er aktionærer i firmaet. Da Jay-Z startede streamingtjenesten, var hans erklærede mål at betale kunstere mere for deres musik end andre tjenester som Spotify og Apple Music.
Tidal afviser, at tjenesten skal have manipuleret med tallene eller have fusket med betalingen til rettighedshaverne.