Fortsæt til indhold
USA

Nyt sammenstød: Trump hudfletter sin justitsminister for »skændig« beslutning

For første gang svarer Jeff Sessions igen.

SAN FRANCISCO - De længe simrende spændinger mellem Donald Trump og hans justitsminister, Jeff Sessions, stak onsdag igen hovedet op over overfladen, da præsidenten hudflettede Sessions for en beslutning om at undersøge den hemmelige efterretningsdomstol, Fisa.

»Skændigt,« skrev præsidenten i et tweet.

Sessions, der var en af Trumps tidligste støtter under præsidentvalget, har flere gange tidligere været mål for verbale angreb fra præsidenten. Sidste år kom det også frem, at Trump havde overvejet at fyre Sessions, fordi ministeren havde erklæret sig inhabil i spørgsmål vedrørende Rusland. Men denne gange svarede Sessions tilbage i en ukarakteristisk direkte facon.

»Så længe jeg er justitsminister, vil jeg fortsætte med at leve op til mine pligter med integritet og ære,« sagde Sessions i en udtalelse uden at nævne Trump: »Dette ministerium vil fortsætte med at gøre sit arbejde på en fair og upartisk måde, som forfatningen kræver.«

Trumps vrede skyldtes, at Sessions har bedt justitsministeriets uafhængige vagthund – generalinspektøren - om at undersøge, hvilke oplysninger FBI gav Fisa-domstolen for at få lov til at aflytte den tidligere Trumpkampagne-rådgiver, Carter Page.

Republikanere har trods Demokratiske protester hævdet, at FBI undlod at fortælle domstolen, at de oplysninger som lå til grund for aflytningsanmodningen var fremskaffet politisk og betalt af Demokraterne.

»Det vil tage evigheder. Har ingen magt til at rejse tiltale. Er allerede forsinket med rapport om Comey. Og er generalinspektøren ikke en Obama-fyr? Hvorfor ikke bruge justitsministeriets jurister,« tweetede Trump, der hellere havde set, at Sessions havde sat ministeriets jurister på opgaven.

Trumps tweet kom efter, at beslutningen og den pågældende generalinspektør, Michael Horowitz, blev diskuteret på en af Trumps favorit-programmer "Fox & Friends" tidligere på dagen.

Horowitz blev udnævnt til posten i 2012 under præsident Barack Obama, men tjente før det i en politisk komite, som han blev udpeget til under Obamas forgænger, George W. Bush.

Horowitzs hold undersøger i forvejen den tidligere FBI-chef James Comeys håndtering af en undersøgelse under præsidentvalget af skandalen omkring Hillary Clinton og hendes brug af en privat e-mailserver, mens hun var udenrigsminister.

I sin udtalelse holdt Sessions dog fast i, at en undersøgelse foretaget af generalinspektøren var en »passende proces for at sikre,« at der bliver handlet på klager mod ministeriet.