Sherif: Mistænkt bag Texas-massakre skød sig selv
Den formodede gerningsmand kendte den kirke, som han angreb søndag, lyder det fra guvernør.
Den mand, som er mistænkt for søndag at have dræbt mindst 26 personer i en kirke i den amerikanske delstat Texas, skød efterfølgende sig selv.
Sådan lyder det fra sherif Joe Tackitt fra Wilson County til CBS News.
Ifølge sheriffen opstod der efter kirkemassakren skudkampe mellem den formodede gerningsmand, der forlod stedet i et køretøj, og to civile, der fulgte efter ham i en firehjulstrækker.
Under biljagten, der bl.a. fandt sted på en nærliggende motorvej, nåede køretøjerne op på 153 km/t ifølge Johnnie Langendorff, der sad bag rattet i firehjulstrækkeren.
På et tidspunkt mistede den mistænkte gerningsmand kontrollen over sit køretøj og forulykkede, hvorefter politiet mener, at han skød sig selv.
Politiet nåede frem til stedet efter fem-syv minutter. Det var på daværende tidspunkt ikke klart, om han havde dræbt sig selv, eller om han var blevet ramt af skud uden for kirken.
Nærmere undersøgelser har ifølge sheriffen vist, at den formodede gerningsmands skudsår altså var selvforskyldt.
Gerningsmandens motiv for kirkemassakren er ukendt, men delstatens guvernør, Greg Abbott, har mandag oplyst, at den mistænkte havde forbindelse til kirken i Sutherland Springs.
Under angrebet bar gerningsmanden en skudskikker vest. Ifølge flere amerikanske medier skulle det være den 26-årige Devin Patrick Kelley, som havde bopæl i New Braunfels omkring 56 kilometer fra Sutherland Springs, der stod bag massakren.
Han skulle angiveligt være blevet smidt ud af flyvevåbnet i 2014 efter at have været stillet for en militærdomstol to år tidligere.
Devin Patrick Kelleys svigerfamilie kom af og til i kirken, men var ikke til stede under søndagens skyderi.