Fortsæt til indhold
Mellemøsten

To palæstinensiske teenagere dræbt: 18-årig blev ramt af benzinbombe, han ville kaste mod sikkerhedsstyrker

Urolighederne i Jerusalem og på Vestbredden har stået på siden fredag.

Den sprang for tidligt, den benzinbombe, han havde planlagt at smide mod de israelske sikkerhedsstyrker.

Derfor døde en 18-årig palæstinenser lørdag i landsbyen Abu Dis på Vestbredden.

Samme dag omkom en 17-årig palæstinenser ved navn Oday Nawajaa efter at være blevet ramt af israelske styrker i byen al-Eizariya øst for Jerusalem.

Begge dødsfald er blevet bekræftet af det palæstinensiske sundhedsministerium, ifølge Al Jazeera.

Dødsfaldene er samtidig blot de seneste eksempler på den uro, der i øjeblikket hersker i Jerusalem og på Vestbredden, og som blandt andet har fået det israelske politi til at udøve magt for at nedkæmpe palæstinensere, der kaster sted og flasker mod dem i Jerusalem.

Urolighederne bliver kaldt de mest blodige i årevis.

Israel sendte lørdag flere styrker af sted til den besatte Vestbred, efter at en palæstinensisk mand fredag stak tre israelere ihjel i deres hjem i en bosættelse.

Hans bror er blevet tilbageholdt, ligesom gerningsmandens hus bliver gennemsøgt, ifølge israelsk militær.

Fredag opstod der samtidig uroligheder, efter Israel havde besluttet at opsætte metaldetektorer ved indgangen til Tempelbjerget i Jerusalem.

Det skete som en reaktion på et blodigt angreb i sidste uge, hvor to israelske politibetjente blev dræbt.

Tempelbjerget er en høj i Jerusalem, der bliver anset for at være et helligt område for både muslimer og jøder.

Ifølge den israelske tv-station Channel 2 har politiet besluttet at fjerne metaldetektorerne og i stedet bruge håndholdte detektorer.

Det er dog ikke blevet bekræftet af de israelske myndigheder.

Lande som Sverige, Egypten og Frankrig har opfordret parterne til at mødes for at stoppe konflikten i særligt Jerusalem.

Samtidig vil FN’s sikkerhedsråd holde møde mandag for at diskutere sagen.