Oprørere går med til at evakuere belejrede landsbyer
Sårede fra Foua og Kefraya kan evakueres tidligt fredag, siger oprørere, som har belejret de to syriske landsbyer. Det kan betyde håb for evakueringen af Aleppo.
Oprørsgruppen Jabhat Fateh al-Sham er gået ind på at evakuere sårede fra landsbyerne al-Foua og Kefraya nær Aleppo, skriver Reuters. Oprørerne har belejret de to landsbyer, og Jabhat Fateh al-Sham er den sidste oprørsgruppe, der er gået med til at lade evakueringen ske.
De sårede kan evakueres tidligt fredag, siger en syrisk oprørskilde til Reuters.
Flere oprørskilder har tilkendegivet, at de vil gå med til en evakuering af de sårede fra de to landsbyer som led i en aftale, der skal evakuere de sidste oprørere og civile ud af det østlige Aleppo. Bydelen har de sidste par døgn været under heftige bombardementer fra pro-syriske styrker.
Tidligt fredag lød det, Hizbollah, en libanesisk milits allieret med den syriske regeringshær, havde blokeret vejen ud af det østlige Aleppo. Derfor stoppede evakueringen.
Evakueringen ville først fortsætte, når landsbyerne al-Foua og Kefraya også blev evakueret.
Det er endnu usikkert, hvor mange mennesker der har forladt det østlige Aleppo. Det er forskellige tal, der kommer ud fra det krigshærgede Syrien.
Torsdag lød det, at mindst 3.000 mennesker var blevet evakueret, mens det fredag drejede sig om yderligere 5.000.
Rusland har meddelt, at operationen med at evakuere oprørere og deres familier fra det østlige Aleppo er færdiggjort. Rusland påstår, at alle kvinder og børn er ude af den oprørskontrollerede enklave - der er tale om 4.500 oprørere og 337 sårede.
Sent torsdag meddelte FN dog, at omkring 50.000 mennesker stadig er fanget i det østlige Aleppo - de fleste af dem er civile, heraf mange børn.
Det vides ikke, om evakueringen af landsbyerne al-Foua og Kefraya kommer til at betyde, at evakueringen af det østlige Aleppo nu genoptages.