Islamisk Stat gør brug af hidtil uset drabsmetode
Terrororganisationen har kombineret ødelæggelse af historiske monumenter samt drabene af tre personer i den syriske oldtidsby Palmyra.
Islamisk Stat (IS) har dræbt tre personer ved at binde dem fast til søjler ved historiske monumenter i den syriske oldtidsby Palmyra og efterfølgende sprængt søjlerne og dermed personerne i luften.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder på sin hjemmeside.
Ifølge observatoriet er netop denne drabsform tilsyneladende den første af sin slags.
Den militante gruppe Islamisk Stat har de seneste måneder gjort brug af nye grusomme drabsmetoder, oplyser observatoriet.
Der er bl.a. set eksempler på personer, der har skullet grave deres egen grav med hænderne og deciderede korsfæstninger.
I sidste uge blev en soldat fra det syriske regimet dræbt ved at blive kørt over af en kampvogn.
Siden Islamisk Stat erobrede Palmyra i maj, har de arkæologiske myndigheder i det borgerkrigshærgede Syrien - og mange andre uden for landet - frygtet, at de yderliggående jihadister ville ødelægge det gamle Palmyra.
Sådan er det nemlig gået flere andre steder, hvor IS er trængt frem i Syrien og i nabolandet Irak.
Her har gruppen enten sprængt værdier fra oldtiden i luften eller solgt antikviteter for at finansiere sin militante kamp.
I slutningen af august i år ødelagde terrororganisationen en del af Bel-templet, som er den største og en af de bedst bevarede ruiner i Palmyra, som siden 1980 har været på UNESCOs liste over verdensarv.
Turist-sitet "Come To Syria" beskriver Bel-templet som "afgjort den vigtigste religiøse bygning fra det første århundrede i Mellemøsten".
Tidligere i august sprængte den militante gruppe et andet tempel i luften, det omkring 2000 år gamle Baal Shamin-tempel. Eksperter har betegnet disse ødelæggelser som en krigsforbrydelse.