Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Al-Qaeda-leder opfordrer til angreb på USA

Terrororganisationens nye leder af Den Arabiske Halvø har ifølge Reuters opfordret til et angreb på USA i en tale.

Den nye leder af terrororganisationen al-Qaeda opfordrer til angreb på USA.

Det skriver Reuters.

Lederen, Qassim al-Rimi, kom med opfordringen i sin første tale siden han overtog kommandoen og blev leder af terrorgruppen på Den Arabiske Halvø.

”I skal alle rette jeres pile og sværd mod det (red. USA),” siger Qassim al-Rimi ifølge den amerikansk-baserede overvågningsgruppe SITE.

Opfordringen kommer efter, at den forhenværende chef Nasser al-Wuhayshi blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Yemens sydøstlige by Mukalla i juni. USA har dog afvist at bekræfte, om CIA havde en rolle i angrebet, der også skulle have kostet tre andre medlemmer af al-Qaeda livet.

Nasir al-Wuhayshi var yemenitisk statsborger og blev i 2013 udpeget som næstkommanderende i al-Qaedas globale netværk af grupperingens leder, Ayman al-Zawahiri.

Udnævnelsen gjorde ham mere eller mindre al-Qaedas ”nummer to”, mens Wuhayshi i 2009 selv udråbte sig som leder af al-Qaedas afdeling på den Arabiske Halvø. Han var tidligere privatsekretær for Osama Bin Laden, hvor han fulgte den tidligere leder så tæt i fire år, at han blev betegnet som ”Bin Ladens skygge” af flere eksperter.

Nasir al-Wuhayshi har - ifølge amerikanske myndigheder - været ansvarlig for at godkende terrormål, givet ordre til at udføre angreb samt stået for rekruttering og træning af nye medlemmer. Samtidig var han ifølge USA en af den nuværende al-Qaeda leder Ayman Al-Zawahiris mest trofaste løjtnanter i en tid, hvor magteliten omkring lederen blev mere svag.

Den nye leder af Den Arabiske Halvø Qassim al-Rimi, også kendt som Abu Hureira al-Sanaani, er tidligere leder af al-Qaedas afdeling i Yemen.

I 2010 påstod Yemens regering, at Qassim al-Rimi blev dræbt i et luftangreb, men det blev senere afkræftet af al-Qaeda.

Al-Rimi var medstifter af al-Qaedas afdeling på den Arabiske Halvø i 2009 og var en af de 23 terrorister fra organisationen, der slap ud fra et fængsel i Yemen i 2006, i øvrigt sammen med sin forgænger på posten, Nasir al-Wuhayshi. Siden samarbejdede de to om al-Qaedas etablering og udbygning i Yemen og den øvrige region.

Den nu udpegede leder af al-Qaeda har siden 2009 stået bag planlagte angreb mod USA’s ambassade i Yemen, mens han ifølge amerikanske myndigheder har ”spillet en vigtigt rolle i rekrutteringen af den nuværende generation af militante samt skabelsen af det Yemen-baserede AQAP”.

Ægtheden af optagelserne, der kom frem sent torsdag aften, er ikke blevet bekræftet. Men Qassim al-Rimis tale er blevet delt på flere sociale medier på internettet.

Artiklens emner