Israelsk borgmester: Arabere må ikke arbejde her
Itamar Shimoni har gjort det forbudt for arabiske bygningsarbejdere at arbejde på byen Ashkelons skoler.
Den israelske borgmester Itamar Shimoni, som er borgmester i byen Ashkelon i det sydlige Israel, mener, at det på grund af de mange angreb i Israel er blevet for farligt at lade arabiske håndværkere arbejde ved byens skoler.
Derfor meldte han torsdag ifølge den israelske avis Haaretz, at israelske arabere ikke længere må arbejde med renovation af skolerne i skoletiden.
"Jeg har intet imod arabiske israelere, de arbejder hos os hele året igennem, men lige som det burde være forbudt for jøder at komme på Tempelbjerget, bør det også være forbudt for arabiske arbejdere at færdes i vores børnehaver," begrunder borgmesteren sit valg med.
Tempelbjerget er en hellig plads i Jerusalem, som er betydningsfuld i både islam og jødedommen, hvor det af sikkerhedsmæssige årsager er forbudt for ikke-muslimer at bede.
De seneste angreb har inkluderet palæstinensiske lastbilchauffører, som er kørt frontalt ind i en menneskemængde, samt to gerningsmænd, der dræbte fem bedende jøder i en synagoge.
Itamar Shimoni har også beordret sikkerheden skærpet i Ashkelon på steder, hvor der arbejder arabere.
Både Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og justitsminister Tzipi Livni har fordømt borgmesterens valg og kaldt det ”diskrimination”.
"Vi må ikke generalisere på grund af en lille uregerlig minoritets gerninger. De fleste arabiske borgere i Israel er lovlydige," siger Netanyahu ifølge Al Jazeera.
Justitsministeren har desuden meddelt, at forbuddet er ulovligt, og at det bør ophæves.
I Israel er et stort mindretal af indbyggerne arabere, og dem, som arbejder i Ashkelon, er bosat i Israel.
Den arabiske borgerrettighedsgruppe Adalah har kaldt Itamar Shimonis beslutning for ”racistisk” og har skrevet et brev til indenrigsministeren for at få gjort noget ved forbuddet.