- Opdateret 18/11/2014 kl. 08:04
Israel: Flere døde i angreb ved synagoge
Et terrorangreb i Jerusalem har kostet menneskeliv, heriblandt angriberne selv, rapporterer Channel Two.
Ifølge israelske medier er mindst fire mennesker tirsdag morgen blevet dræbt i et terrorangreb i Jerusalem.
Angrebet blev udført i en synagoge. Også de to personer, der udførte angrebet, er blevet dræbt, rapporterer nyhedsbureauet AP. Det var det israelske politi, der nåede frem til stedet og skød de to gerningsmænd.
En talsmand for politiet siger til AP, at der ud over de to gerningsmænd også blev dræbt fire bedende i synagogen ved angrebet, som sårede yderligere mindst seks personer.
"Vi betragter dette som et terrorangreb," siger politiets talsmand Micky Rosenfeld.
Det vides ikke, hvem gerningsmændene er. Flere medier rapporterer om, at mændene brugte en kniv og en økse som våben ved angrebet. På billeder, der af vidner og medier er blevet lagt på Twitter, kan man se døde israelere ligge i blodpøler inde i synagogen og ude på vejen foran gerningsstedet.
Episoden er den seneste i en række af angreb i Israel. Det seneste var for få uger siden, da en lastbilchauffør kørte ind i en menneskemængde i Jerusalem og dræbte én samt sårede 14.
Hamas tog senere skylden for det angreb og kaldte gerningsmanden for "en helt" for at forsvare det palæstinensiske folks hellige steder, som ifølge Hamas bliver krænket af Israel.
Det israelsk politi fortæller til AP, at man formoder, at gerningsmændene ved tirsdagens angreb på synagogen er palæstinensere fra det østlige Jerusalem.
Den propalæstinensiske organisation Palestine Social mener at vide, at angrebet kom som en hævn for drabet på Yousef al-Ramouni, en 32-årig palæstinenser som søndag blev fundet hængt i en bus i det vestlige Jerusalem.
"Jerusalems heroic operation came in response to the barbaric execution of martyr Yousef Al Ramouni," skriver Palestine Social.
Spørgsmålet er, om hængningen var et selvmord eller et mord - propalæstinensiske medier menes at være sikre på, at det er tale om mord.