Over 3700 mennesker er dræbt under krig i Syrien i år

Overvågningsgruppe siger, at 360 børn er dræbt i krigen i Syrien år. Mindst 1505 af 3700 dødsofre var civile.

Artiklens øverste billede
Den ti år lange krig i Syrien har i alt kostet op mod 500.000 mennesker livet. Den har drevet flere mennesker på flugt end nogen anden konflikt siden Anden Verdenskrig. Arkivfoto: Aaref Watad/AFP

Krigen i Syrien har i år kostet over 3700 mennesker livet, hvilket er det laveste antal, siden krigen brød ud i 2011.

- 1505 af ofrene var civile, og blandt dem var der 360 børn, viser en oversigt udarbejdet af eksilgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).

I 2020 kostede krigen i Syrien 6800 liv, mens over 10.000 blev dræbt under krigshandlinger året før.

Selv om kampene er stilnet af i store dele af Syrien, kræver krigen fortsat ofre.

I år er 297 mennesker blevet dræbt af landminer og ueksploderede sprængladninger fra tidligere kampe.

Syrien har ifølge The Landmine Monitor dermed passeret Afghanistan som det farligste land i verden med hensyn til landminer.

Den ti år lange krig i Syrien har i alt kostet op mod 500.000 mennesker livet. Den har drevet flere mennesker på flugt end nogen anden konflikt siden Anden Verdenskrig.

Kampene begyndte i 2011, da regimet meget brutalt undertrykte og nedkæmpede demonstrationer for demokrati i forbindelse med det arabiske forår.

Russisk-støttede regeringsstyrker foretager stadig sporadiske angreb i den nordvestlige oprørsenklave Idlib, men en våbenhvile er i vid udstrækning blevet overholdt.

Krigere fra Islamisk Stat, som gik under jorden, efter at deres ”kalifat” blev knust i 2019, har også udført en del nålestiksangreb i det østlige Syrien.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen