Rivaler i Yemen har aftalt udveksling af 15.000 fanger
Fredsforhandlinger mellem Yemens stridende parter har ført til en aftale om en fangeudveksling 20. januar.
Yemens regering og houthi-oprørerne har tirsdag aftalt en enorm udveksling af mere end 15.000 fanger.
Aftalen er indgået i forbindelse med de fredsforhandlinger, der i disse dage bliver holdt i Sverige mellem de stridende parter i Yemens krig.
De FN-støttede forhandlinger kommer efter næsten fire års blodig krig i det arabiske land. 14 millioner yemenitter sulter som følge af krigen.
Udvekslingen af fanger er aftalt til at skulle finde sted 20. januar. Det bliver den største af slagsen siden krigens start.
En forhandler fra regeringen siger, at oprørerne har sat navn på 7487 fanger, som de er villige til at løslade.
Regeringen har sagt, at den er klar til at løslade 8576 fanger.
Målet med forhandlingerne i Sverige er ikke nødvendigvis en officiel våbenhvile. Men de stridende parter er kommet under stigende pres fra FN og det internationale samfund om at nærme sig hinanden.