»Igen ser vi, hvordan børn er blevet ofre i de voksnes konflikt«
Mere end 200 børn er blevet beskudt under protester i Gaza.
Mandag åbnede USA sin nye ambassade i Jerusalem. Og selvom dagen var en festdag i Israel, forholdt det sig en kende anderledes på den anden side af grænsens i Gazastriben.
I timerne op til den historiske åbning af ambassaden marcherede palæstinenserne mod grænsen, hvor de endte i konfrontation med israelsk militær. For palæstinenserne blev det den blodigste dag i krigen mod Israel siden 2014.
Allerede inden ambassadeåbningen i Jerusalem var 37 demonstranter blevet skudt og dræbt af israelske soldater. To af dem var børn på 12 og 14 år.
Siden mandag er over 200 børn blevet ramt af konflikten mellem Israel og Palæstina. Adskillige børn er blevet såret for livstid, og tirsdag måtte palæstinenserne begrave mindst 14 børn som følge af mandagens sammenstød.
Blandt de 14 børn, der tirsdag blev begravet, var en blot otte måneder gammel pige, der angiveligt døde af at inhalere den tåregas Israel kastede ned over palæstinenserne.
Red Barnets katastrofechef, Kristine Mærkedahl Jensen, mener at børnene kommer i klemme i en konflikt, der tilhører deres forældre.
»Drab på børn er en forbrydelse. Igen ser vi, hvordan børn er blevet ofre i de voksnes konflikt. Gaza har i de seneste ti år levet under israelsk blokade, og de fleste børn kender ikke til andet en konflikt. Lukningen af grænseovergangen har forværret den humanitære situation yderligere,« siger hun i en pressemeddelelse.
Palæstinenserne har protesteret mod USA’s flytning af den amerikanske ambassade til Jerusalem de sidste seks uger. Grunden til, at ambassaden er blevet flyttet til Jerusalem, er, at USA officelt anerkender byen som Israels hovedstad.
Det har skabt anledning til protester fra palæstinenserne, der mener, at byen tilhører dem. Tirsdag er sørgedagen al-Nakba for palæstinenserne, der mindes 70-års dagen for fordrivelsen af hundredetusinder palæstinensere fra Israel. Nakba betyder katastrofe.
Kristine Mærkedahl Jensen ser dog heller ikke efter mandagens sammenstød, at der er udsigt til, at situationen vil ændre sig for Gazas børn, der lever midt i konflikten.
»Lukningen presser en allerede meget skrøbelig infrastruktur i Gaza, og de børn i Gaza, som i forvejen er utrolig sårbare, går en endnu mere usikker og risikabel fremtid i møde.«
I forbindelse med åbningen af USA’s ambassade i Jerusalem er mindst 58 palæstinensere blevet dræbt, mens over 2700 er blevet såret under sammenstødet med israelsk militær mandag.