Fortsæt til indhold
Europa

Højrenationalistiske partiformænd lykønsker AfD: »Folk i Europa er ved at vågne op«

Både Marine Le Pen, Geert Wilders og Heinz-Christian Strache er begejstrede over Alternative für Deutschlands fremgang i det tyske valg.

Med 13,3 pct. af stemmerne bliver Alternative für Deutschland (Afd) Tysklands tredjestørste parti, viser foreløbige exitpolls fra valget til Forbundsdagen søndag aften. Det er første gang, partiet bliver valgt ind.

Og det er grund til fejring, mener den tidligere franske præsidentkandidat Marine Le Pen.

»Tillykke til vores allierede i AfD for dette historiske resultat. Det er et nyt tegn på, at folk i Europa er ved at vågne op,« skrev Le Pen på det sociale medie twitter.

Marine Le Pen fik ved forårets præsidentvalg 33,9 pct. af stemmerne mod Emmanuel Macrons 66,1 pct.

Det svarer til, at 10,6 millioner franskmænd satte deres kryds ved Front National-lederen. Aldrig før har partiet fået så mange stemmer ved et fransk præsidentvalg.

Også lederen af det Nederlandske højrenationalistiske parti, Geert Wilders, lykønsker AfD med det politiske resultat.

»Tillykke til Frauke Petry og AfD,« skrev han på twitter.

Herefter postede han et billede af ham selv, Marine Le Pen og Frauke Petry, som er medlem af partitoppen i Afd.

»Vi vil altid kæmpe for vores lande og vores folk,« skrev han under billedet.

Også lederen af Frihedspartiet (FPÖ) på den østrigske højrefløj Heinz-Christian Strache, jublede over resultatet.

»Ønsket om forandring i vores nabolande er meget tydeligt. Et tungt slag for den sort-røde koalition. De har endnu en gang taget fejl,« skrev han på Facebook som en henvisning til storkoalitionen mellem Merkels parti og socialdemokraterne.

https://www.facebook.com/HCStrache/posts/10155338933163591

Selvom de første exitpolls i Tyskland har tradition for at være meget præcise, forventes det endelige valgresultat først at blive offentliggjort natten til mandag.