Demonstranter er mødt op foran AfDs valgfest: »Ud med nazisterne«
Demonstranterne råber i megafoner foran festen, mens også politiet er til stede.
Alternative für Deutschland har grund til at holde fest i aften.
Partiet står ifølge de første exitpolls til at blive Tysklands tredjestørste parti med foreløbigt 13,4 pct. af stemmerne. Det er første gang, partiet bliver valgt ind i Forbundsdagen.
Men noget sætter alligevel en stopper for festen i det indvandrerkritiske parti.
For op mod flere hundrede demonstranter har samlet sig foran Alternative für Deutschland (AfD)s valgfest. Valgfesten, som bliver afholdt på diskoteket Traffic på Alexanderplatz i Berlin, har været holdt hemmelig indtil sidste øjeblik på selve valgdagen, siger DR Nyheders udsendte medarbejder, Camilla Markvardsen.
Da det blev offentliggjort, hvor AfD ville holde valgfesten, annoncerede op mod 500 personer, at de ville demonstrere foran diskoteket.
»Lige nu er der mødt omkring 100 demonstranter op, der råber foran diskoteket. Derudover er en masse politi også mødt op,« fortæller Camilla Markvardsen.
Demonstranterne råber blandt andet »ud med nazisterne« i megafoner, viser klip fra TV 2 News.
AfD har tidligere haft svært ved at finde lokaler til deres arrangementer.
I juli forsøgte partiet at leje et parti i Düsseldorf, som efterfølgende blev aflyst, fordi ejerne af lokalet ikke var »enige med partiets værdier.«
»Det problem har vi overalt. Det er en farlig udvikling for demokratiet, fordi vores forsamlingsret bliver indskrænket på den måde,« sagde en af partiets spidskandidater for Alice Weidel (AfD) om forløbet til Rheische Post.