Mindst 3250 kroner om måneden resten af livet: I Skotland taler man om at indføre borgerløn
Regeringsleder Nicola Sturgeon har netop afsat penge til yderligere forskning i en skotsk borgerlønsmodel.
Kan du forestille dig, at du hver måned modtager 3250 kroner fra staten? Kvit og frit?
Det kan blive en realitet i Skotland, hvor landets ledende politiker leger med tanken om at indføre borgerløn.
Regeringsleder og førsteminister Nicola Sturgeon vil finansiere yderligere forskning i forslaget om et skotsk borgerlønsmodel, som hun mener vil »vise parlamentets fremtidige tankegang.«
Det skriver The Independent.
Borgerløn er blevet foreslået som et opgør med det britiske velfærdssystem.
Konceptet bag borgerløn er, at man modsat de fleste velfærdsydelser ikke vil blive fratrukket ydelse, hvis man får et job. I stedet skal de 3250 kroner ses som en basisindkomst, alle borgere har ret til - lige meget om man er arbejdsløs eller direktør.
Kritikere har påpeget, at det ikke vil være så nemt at indføre, og at man som borger vil miste incitament til at arbejde mere, hvis man allerede får en del af sin løn betalt. Det vil betyde, at staten mister skatteindkomster.
Omvendt mener borgerlønsentusiaster, at det vil fratage staten at skulle bruge ressourcer på at vurdere hver enkelt borgers ret til at modtage velfærdsydelser - og i stedet kun betale en fastlåst ydelse. Det vil derfor spare staten penge, lyder ræsonnementet.
Nicola Sturgeon udtalte ifølge The Independent at forslaget var »værd at overveje, når man ser på det næste årti og fremad.«
»Den skotske regering vil nu finansiere yderligere forskning i konceptet basisløn til borgeren,« lød det fra regeringslederen.
I forslaget vil pensionister få 600 pund om måneden, som svarer til 4883 kroner. Voksne over 16 år vil få 400 pund om måneden, som svarer til 3250 kroner, mens alle under 16 vil få 200 pund om måneden, hvilket svarer til 1627 kroner.
Flere lande i Europa har allerede eksperimenteret med borgerløn. I Finland gik 2000 finske arbejdsløse i starten af 2017 i gang med et forsøg, hvor de hver måned modtager hvad der svarer til 4.200 danske kroner.
De første resultater viser, at forsøgspersonerne er mindre stressede, mens deres mentale helbred også er forbedret.