Prins Harry skoser paparazzier for deres rolle i Dianas død: »Det er det sværeste at acceptere«
Fotografer tog billeder af prinsesse Diana i stedet for at hjælpe hende, siger prins Harry.
Det er snart 20 år siden, at prinsesse Diana omkom i en bilulykke, men særligt én ting har hendes sønner svært ved at forlige sig med.
Det fortæller én af dem, prins Harry, i en kommende BBC-dokumentar ved navn »7 Days«.
Det skriver Sky News.
Flere fotografer fulgte efter prinsesse Diana og hendes kæreste, Dod Al-Fayed, på vej væk fra hotellet The Ritz i Paris, da parret omkom ved Pont de l’Alma-tunellen.
Det skete, da chaufføren mistede kontrollen over bilen, der torperede en vejpille med 98 km/t.
Siden har fotograferne fået en stor del af skylden for ulykken på grund af deres intensive jagt på bilen, selvom chaufføren havde en promille på 1,75.
»Det sværeste at acceptere er nok, at de mennesker, der jagtede hende igennem tunnellen, var de samme mennesker, der tog billeder af hende, mens hun døde på bagsædet«, siger prins Harry og fortsætter.
»Hun havde en ret alvorlig hovedskade, men hun var stadigvæk i live på bagsædet, og de mennesker, der var skyld i ulykken, tog billeder, mens hun døde, i stedet for at hjælpe«, siger han.
Samtidig roser han sin far, prins Charles, og Dronning Elizabeth for deres ageren under sorgen.
Prinsesse Diana døde den 31. august 1997 som 36-årig.