Belgien kendte til forgiftede æg fra Holland allerede i juni
Forgiftede æg er blevet spredt i Europa. I Belgien kendte man til problemet før alle andre, men informationen blev ikke delt.
I begyndelsen af juni blev der i Belgien lavet en fødevaretest af æg fra Holland, som allerede den gang viste spor af det kemiske fipronil - et insektmiddel, der kan skade nyrer og lever ved indtagelse.
Det skriver BBC.
Informationerne blev ikke delt, da man i Belgiens Fødevarestyrelse var i tvivl om troværdigheden af testen, forklarer en talskvinde fra styrelsen, Katrien Stragier. Derfor blev den viden først kendt i offentligheden over en måned senere.
Efter det er kommet frem, at Belgien kendte til problemet, har Tysklands landbrugsminister Christian Schmidt udtrykt utilfredshed over Belgiens håndtering af sagen.
Millioner af æg er blevet trukket tilbage fra butikker i Tyskland, Sverige, Holland og Schweiz, efter det blev offentligt at de hollandske æg var forgiftet.
Fødevarestyrelsen i Danmark mener ikke, at danskerne skal frygte de forgiftede æg. I en pressemeddelelse skrev styrelsen tidligere på ugen, at man trygt kan købe æg her i landet.