Fødevarestyrelsen: Forgiftede æg er næppe havnet i Danmark
Man kan trygt købe æg i danske butikker, skriver Fødevarestyrelsen.
Millioner af æg er de seneste dage blevet trukket tilbage fra butikshylder i en række europæiske lande af frygt for, at de er blevet forgiftet med et sundhedsskadeligt insektmiddel.
Æggeskandalen ramte Europa i sidste uge, da det kom frem, at op mod 200 ægproducenter har anvendt et ulovligt insektmiddel på deres høns, som kan være farligt for mennesker.
Danskere har dog ikke grund til at være bekymret for at købe æg, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
»Du kan trygt købe æg i danske butikker,« lyder det i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen pointerer, at der stort set kun sælges danske æg i butikkerne, og at der ifølge deres oplysninger ikke er solgt æg fra de berørte besætninger i Danmark.
Insektmidlet, som ægproducenterne har anvendt, hedder fipronil og er ulovligt at bruge på fjerkræ i EU. Det ophober sig nemlig i æggene og kan selv ved mindre doser give en forgiftning. Det kan føre til kvalme, opkast, mavesmerter, svimmelhed og epileptiske anfald.