Familiestrid mellem stjernekok og svigerfar er endt med fængselsstraf
Tre familiemedlemmer hackede sig ind i Gordon Ramseys computere og solgte oplysninger videre til pressen.
Den 69-årige Chris Hutcheson, der er svigerfar til den verdenskendte kok Gordon Ramsey, blev onsdag idømt seks måneders fængsel.
Svigerfaren havde sammen med sine to sønner, 47-årige Adam Hutcheson og 37-årige Chris Hutcheson, i løbet af fem måneder fra perioden 23. oktober 2010 til 31. marts 2011 skaffet sig adgang til Gordon Ramseys computere næsten 2.000 gange, skriver The Independent.
Flere af oplysningerne, som de ulovligt skaffede sig adgang til, solgte de efterfølgende til News of The World. Det var bl.a. sådan, at en historie om, at stjernekokken havde fået foretaget en hårtransplantation, blev til.
Chris Hutcheson blev i 2010 fyret, efter han havde stået ved Gordon Ramseys side i 12 år.
Sammen med fængselsdommen har den knap 10 år lange familiestrid kostet den 69-årige mere end to mio. pund, svarende til omkring 17 mio. kr., i erstatninger og penge til advokaterne, fortalte han i retten i Old Bailey.
Også de to sønner blev idømt fængselsstraffe af fire måneders varighed hver.
»Hele episoden med de fem måneder, det er en dårlig måde, at vaske det beskidte sengetøj offentligt,« lød det fra dommer John Bevan under sagen ifølge The Guardian.