Fortsæt til indhold
Europa

Manchester-bombers moske: »Vi har meget at lære, vi skal være mere bevidste«

Didsbury moskeen, der ligger i det sydlige Manchester, var det sted, hvor Salman Abedi regelmæssigt kom for at bede.

En talsmand fra Didsbury moskeen, som Manchester-bomber Salman Abedi sammen med sin familie kom i, siger, at moskeen skal være »mere proaktiv« i dens arbejde med at få unge personer væk fra ekstremistiske ideologier.

»Jeg er nødt til at være sandfærdig. Vi har meget at lære, vi er nødt til at være mere bevidste,« siger Fawzi Haffar, talsmand for Didsbury moskeen, til BBC.

Salman Abedi sprængte sig selv i luften og dræbte 22 personer sidste uge ved en Ariana Grande-koncert i Manchester Arena.

Didsbury moskeen, der ligger i det sydlige Manchester, var det sted, hvor Salman Abedi regelmæssigt kom for at bede, ligesom hans ældste bror, Ismail, også havde undervist i moskeen, før han drog til Libyen i 2011.

Salman Abedi blev af moskeens folk husket som en ung mand, der var en enspænder og som fra tid til anden sad og læste bøger i et hjørne.

Ifølge talsmanden gjorde en af moskeens imamer for to år siden de britiske myndigheder opmærksomme på tre formodede ekstremister.

»Det er vores pligt at indrapportere personer, som vi tror kan være en trussel - og som måske vil udføre en terrorhandling - uanset trosretning, uanset farve og uanset religion. Om det er min søn, eller om det er min datter, er det mit ansvar at gøre det, og det er vi nødt til at acceptere,« siger Fawzi Haffar til BBC.